TV 2s forbrugerprogram “Basta” med journalist Tina Nikolaisen sætter i aften kl. 20.50 bl.a. fokus på danskernes lyst til at donere penge til velgørenhed og de mange faldgruber for at blive snydt.
Det hedder i programforomtalen:
Danskernes lyst til at donere penge til velgørenhed er større end nogensinde. Og vi punger straks ud, når vi ringes op for at støtte organisationer som Red Barnet og Børnecancerfonden.
En række firmaer lever fedt og godt af at sælge varer og samle ind. Men ofte er det kun en brøkdel af pengene, som gives videre til de hjælpeorganisationer, der er forudsætningen for deres markedsføring. Tilbage sidder givere, som føler sig snydt og organisationer, der får skrammer i omdømmet.
Programmet er slut kl. 21.25