Bliv Danmarksmester i indsamling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

100 indsamlings-organisationer står bag det stort anlagte nye tiltag, DM i Indsamling.

I år konkurrerer danskerne om at samle mest muligt ind til forældreløse børn i Afrika. Startskuddet til konkurrencer og aktiviteter i hele landet blev affyret den 4. april, og det hele slutter med et stort show på DR-TV søndag den 8. maj, skriver Red Barnet i sit seneste nyhedsbrev onsdag.

43 millioner børn i det sydlige Afrika har mistet en mor eller en far. DM i Indsamling samler i år ind til projekter, der giver børnene muligheder for at skabe sig en bedre tilværelse.
 
Red Barnet er med, og de penge, organisationen samler ind, går til projektet “En billet til fremtiden”. Projektets formål er at give forældreløse børn langs den såkaldte aids-korridor i Etiopien skolegang, sundhed, omsorg og accept.

Aids-korridoren er navnet på den landevej, der løber tværs gennem Etiopien. Her florerer prostitutionen, og antallet af hiv/aids-ofre stiger. Det samme gør antallet af forældreløse børn. 

– Jeg har mistet mine forældre og min kone. De døde én efter én med korte mellemrum. Hvis jeg ikke havde min datter at passe på, ville jeg blive sindssyg og rave rundt i gaderne, fortæller 16-årige Jemal Ibrahim, der nu selv må passe huset og den 3-årige datter Hanan og samtidig forsøge at tjene penge.

Jemal Ibrahim er blot én af de 1,2 millioner børn, der har set sin mor og/eller far dø af aids. Og der bliver stadig flere forældreløse børn i Etiopien. Slægtninge og sociale netværk kan derfor ikke som tidligere tage vare på det store antal forældreløse.

Børnene er i stor risiko for udstødelse. De opgiver ofte deres skolegang og tvinges ud i en kummerlig og farlig tilværelse på gaden. Red Barnet ønsker med dette projekt at sikre børnene deres ret til skole, sundhed og omsorg på trods af tabet af deres forældre. 
 
Man kan støtte indsamlingen

Frem til søndag den 8. maj vil skoler, sportsklubber, kommuner, foreninger, virksomheder og enkeltpersoner konkurrere om at finde kreative måder at indsamle penge på.

Konkurrencerne finder både sted lokalt – f.eks. mellem to lokale sportsklubber, villaveje eller kommuner – og nationalt. DM i Indsamling inviterer danskere i alle aldre til at konkurrere indbyrdes i forsøget på at slå egne og andres rekorder i indsamling. Enhver kan være med. Man kan f.eks.:

– Starte en konkurrence eller tilmelde sig eksisterende konkurrencer på www.dmiindsamling.dk

– Ringe 90 56 55 55 og støtte med 150 kr.

– Indbetale et beløb på DM i indsamlings konto i BG Bank, registreringsnummer 9541, Kontonummer 1818 5555

– Købe et donationslod hos bl.a. Dansk Tipstjenestes forhandlere.

Læs mere på www.redbarnet.dk eller www.dmiindsamling.dk

Skuespilleren Peter Mygind er vært i det store indsamlingsshow “DM i indsamling”.