Mimi J. gør status over 2003

Redaktionen

Red Barnets generalsekretær, fhv. minister Mimi Jakobsen, gør i december-nummeret af “Red Barnet Nyt” status over 2003 i form af svar på 5 spørgsmål. Vi bringer spørgsmål og svar (næsten) in extenso.

Hvis du skal gøre status, hvad er så noget af det vigtitgste, der er sket for Red Barnet det forløbne år?

En af de mest glædelige oplevelser det forgangne år har været en undersøgelse, der viste, at 70 procent af befolkningen mener, at bistanden er passende eller for lav.

Danskerne vil gerne hjælpe. Det var den store indsamling til Irak-krigens ofre i foråret også et godt bevis på. Red Barnet har det forløbne år fået en masse nye medlemmer og nye samarbejdspartnere i erhvervslivet, Rotary og andre organisationer, og det peger jo i samme retning.

Hvad betyder det for Red Barnets hjælpearbejde, at regeringen skærer i u-landsbistanden?

Det betyder, at vi må opgive planlagte projekter i Guatemala (i Mellemamerika), så 3.500 børnearbejdere må undvære den smule skolegang, der ellers var deres chance for at komme ud af rædselsfuld fattigdom og en barndom med hårdt arbejde.

Det er bittert ikke mindst, fordi det bliver solgt som “effektivisering” af u-landsbistanden. Hvad i alverden har det med effektivitet at gøre? Det bidrager bare til, at der bliver endnu flere i verden, som lever et liv uden håb for fremtiden.

Når regeringen skærer i bistanden – hvad vil Red Barnet så gøre for at hjælpe nogle af verdens fattigste børn?

Vi vil råbe højt hurra på børnenes vegne og appellere endnu kraftigere til firmaer og private om at støtte det arbejde, som bare ikke kan undværes, nemlig at sikre den næste generation af vore egne børn og de mange andre børn ude i verden.

De skal have en mulighed for, at verden kommer til at hænge bedre sammen. Ikke mindst efter 11. september (2001) synes jeg, alle må forstå, at goderne må fordeles bedre. Det var gruopvækkende at se tårnene styrte sammen. Men det var ligeså forskrækkende at se jublende mennesker i gaderne i den fattige del af verden.

Det må lære os alt om, hvilket billede de har af os, der lever i den rige del af verden.

Kan du nævne nogle af Red Barnets mærkesager de kommende år?

Vi vil bl.a. hjælpe flere børnearbejdere i Bangladesh og Guatemala med at få en uddannelse, og så vil vi fortsætte med at lægge pres på regeringer, så de forstår vigtigheden af børns rettigheder.

Både herhjemme og internationalt er en af Red Barnets mærkesager fortsat at bekæmpe seksuelt misbrug af børn og det stigende problem, trafficking; det vil sige at børn handles væk til prostitution eller børnearbejde.

Hvordan vil Red barnet arbejde for at få flere medlemmer og styrke det folkelige engagement?

Red Barnets arbejde viser, at det faktisk kan lykkes at gøre en forskel. For nogle få kroner om dagen kan en tidligere børneprostitueret eller en børnearbejder få skolegang og helt nye muligheder.

Vi vil fortsætte med at fortælle danskerne, at deres hjælp faktisk kan gøre nytte på en klode, hvor millioner af børn desværre stadig får krænket deres helt basale ret til mad, sundhed og uddannelse.