Af Mimi Jakobsen, generalsekretær for Red Barnet
Det er en omskiftelig verden, vi lever i. Det gælder ikke mindst de politiske signaler her til lands om dansk u-landsbistand. Det kender vi alt til i Red Barnet.
For 3 år siden, da jeg startede som generalsekretær, arbejdede vi ihærdigt på at få en ”rammeaftale” med regeringen. Vi skulle igennem en række eksterne konsulenters spørgsmål og evalueringer. Var fagligheden i orden, procedurerne på plads, var vi tilstrækkeligt professionelle og fokuserede, havde vi klare mål i arbejdet for de mest udsatte børn?
Ja, lød den endelige konklusion – til vores store glæde. Vi så frem til den langsigtede indsats. Nu vidste vi, hvad vi havde at gøre med 4 år frem i tiden. Troede vi.
For et halvt år efter kom så besparelserne. Bistanden til verdens fattigste skal gøres mere effektiv, lød det fra regeringen. Og Red Barnet blev i lighed med stort set alle andre organisationer beskåret i den aftalte støtte.
For os betød det helt konkret, at vi måtte undlade – en ellers temmelig effektiv – undervisning til en stor flok børnearbejdere i Guatemala. Vi protesterede; og forsøgte derefter at fortsætte hjælpen til børnene med andre midler.
Et års tid gik med arbejdsro, så kom der igen nye toner.
Blikket blev nu rettet mod organisationernes folkelige forankring og vores evne til at indsamle penge til vores arbejde. Det var ikke mere nok at være professionel. Vi skulle også demonstrere en opbakning til vores arbejde i befolkningen.
I lighed men de fleste andre organisationer satte vi så også i Red Barnet ekstra turbo på arbejdet for at rekruttere flere medlemmer, der støtter arbejdet for verdens fattigste. Blandt andet på Københavns gader og stræder kunne de færreste danskere nu være i tvivl om, at landets humanitære organisationer havde vokseværk. Alle skulle være store og folkelige.
Senest er regeringen så kommet med det sidste nye indenfor signaler til de humanitære organisationer: I dag er det bedst at være lille!
Støtten til de store organisationer skal beskæres til fordel for støtten til de små. Til gengæld kan de store organisationer få mere støtte til deres arbejde, hvis de samarbejder – med de små.
Så er det jeg spørger: For hvis skyld Hr. Minister?
I vores arbejde i verdens u-lande samarbejder vi hver eneste dag med små organisationer. Via dem, der kender de lokale forhold, hjælper vi børnene på den mest effektive og professionelle måde. Men hvorfor skal vi lukke gode programmer i samarbejde med små lokale organisationer for derefter at starte nye tiltag op blot for at samarbejde med små danske organisationer.
Bliver vi mere effektive? Giver vi flere udsatte børn den håndsrækning, de har så ekstremt hårdt brug? Og hvad bliver det næste? Vi holder vejret og venter i spænding.
Tonerne indenfor dansk u-landsbistand er særdeles omskiftelige.
Til trods for at vi i Red Barnet har stigende og flotte medlemstal og et mylder af aktive lokalkomiteer i hele landet. Til trods for at vi støtter de mest udsatte og fattigste blandt børnearbejderne, tidligere børnesoldater, børn ramt af hiv/aids og børn i bordeller på en måde, der lever op til regeringens egne konsulenters tilfredshed. Til trods for dét har vi ganske enkelt svært ved at se, hvad vi skal gøre for at undgå igen til næste år at blive ramt af besparelser i vores arbejde for de mest udsatte børn.
Det fremmer ikke respekten for de politiske beslutninger. Ligesom det ikke fremmer respekten, at nedskæringer bliver besluttet uden forudgående dialog om arbejdets karakter og kvalitet.
Lad os dog få arbejdsro. – Og lad os komme tilbage til de åbne diskussioner og debatter om u-landsbistanden, der tidligere kendetegnede den vigtige danske indsats.
—————
Mimi Jakobsen (54) er generalsekretær for Red Barnet siden 1. oktober 2000, partiformand for CD siden 1989, tidl. folketingsmedlem (1977-2001) og tidl. minister i flere regeringer i tilsammen næsten 9 år.