Politisk magt og respekt går ikke altid hånd i hånd – det må Ulla Tørnæs sande med ny bundskraber

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Ministerposter og partilederkasketter betyder intet, når folketingspolitikerne skal udpege de mest respekterede medlemmer af Folketinget, skriver Ugebrevet A4, der udgives af LO, mandag.

En ny undersøgelse viser, at kun få toppolitikere er blandt de mest respekterede på Christiansborg. Enhedslistens Line Barfod nyder næsten 3 gange så meget respekt som statsministeren blandt folketingsmedlemmerne.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) tilhører de absolutte bundskrabere. Hun må oven i købet opleve, at den minister, hvis ressort ligger tættest på hendes eget, udenrigsminister Per Stig Møller (K), rangerer markant højere i troværdighedsbarometeret.

Det modsvarer samtidig udmærket en meningsmåling blandt almindelige danskere fra Greens Analyseinstitut, som blev offentliggjort fredag af dagbladet Børsen. Heraf fremgår det, at Tørnæs – fremdeles – ligger og roder nede i bunden af listen over værdsatte ministre.

Hun får karakteren 7 på 13-skalaen og “undergås” kun af fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V), familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) og transport- og energiminister Flemming Hansen, som alle har været indblandet i skandaler.

For at føje spot til skade ligger hendes kollega på Asiatisk Plads, Per Stig Møller (K), igen langt foran – endda i spidsen for alle ministre i det 19 medlemmer store VK-kabinet. Selv foran statsministeren.

For iagttagere kommer det som en overraskelse, at udviklingsministeren fortsat rangerer så lavt i betragtning af de PR-udfoldelser, der er foregået omkring hendes person hele foråret.

At hun er ilde lidt i NGO-miljøet er een ting, men at den almindelige dansker tænker stort set ligeså, kommer bag på mange. Ikke mindst i betragtning af den enorme offervilje danskerne har udvist de senere år i medfør af bl.a. katastrofer i Den 3. Verden.

Som en iagttager siger til u-landsnyt: – Det er svært at tro, at det er bistanden, der trækker hende ned; mon ikke det snart er ved at være omvendt. Tankevækkende, men også trist.

Rønn Hornbech værdsat

Nummer 2 på respektbarometeret i Ugebrevet A4s undersøgelse er Steen Gade fra SF og nummer 3 er Birthe Rønn Hornbech fra Venstre. Først nede på en niende plads optræder den mest respekterede minister, miljøminister Connie Hedegaard (K).

Som bundskrabere med nul stemmer ligger både centrale ministre som socialminister Eva Kjer Hansen og fremtrædende toppolitikere som den socialdemokratiske politiske ordfører Henrik Sass Larsen.

Undersøgelsen giver dermed vælgerne et indblik i, hvad der foregår bag Christiansborgs tykke mure og dermed forståelse for, hvorfor nogle politiske vandbærere omgærdes af stor respekt, mens toneangivende ministre nyder mindre respekt blandt folketingspolitikerne.

Undersøgelsen er foretaget for Ugebrevet A4 af DICAR – Center for Analytisk Journalistik – ved at samtlige medlemmer af Folketinget er blevet bedt om at sætte navne på en håndfuld politikere uden for deres eget parti, som de respekterer højt.

55 politikere fordelt på alle Folketingets partier har valgt at deltage i undersøgelsen. Ligesom i Folketinget er der en overvægt af borgerlige politikere i undersøgelsen, og da de borgerlige politikere i gennemsnit også har nævnt flest navne på politikere, de respekterer, giver undersøgelsen et solidt fingerpeg, om hvem der nyder størst eller slet ingen respekt i Folketinget.

Selv om Line Barfod befinder sig på den yderste venstrefløj og har en fortid i en kommunistisk studenterorganisation, har hver tredje folketingspolitiker, der har deltaget i undersøgelsen, peget på hende som en af de politikere, de respekterer højest.

Stemmerne på Enhedslistens frontfigur kommer vel at mærke fra samtlige partier i Folketinget og kårer hende dermed til den folketingspolitiker, der nyder mest respekt på Christiansborg.

Næsten den samme brede opbakning får de politikere, der ligger lige efter Line Barfod på listen over Christiansborgs mest respekterede politikere. Fælles for dem er, at de er uden direkte politisk indflydelse, og at de opnår kolossal respekt fra politiske modstandere fra den modsatte side af Folketingssalen.

Det gælder SFeren Steen Gade, der henter 75 procent af sin respekt fra de Radikale, Venstre eller de Konservative. Frank Aaen fra Enhedslisten og Villy Søvndal fra SF får masser af socialdemokratiske stemmer. Og stemmer strømmende ind fra både SF, Socialdemokraterne og de radikale. Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech, der ofte går enegang i sit eget parti, og som i undersøgelsen optræder som den tredje mest respekterede folketingspolitiker.

Den mest magtfulde politiker blandt de bedst placerede i undersøgelsen er Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl. Han henter især sin respekt i regeringspartiet Venstre, men også hos de radikale og i SF får han skulderklap.

Først på niende og tiendepladsen bliver regeringen repræsenteret af statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative miljøminister Connie Hedegaard. Mens Fogh Rasmussen modtager mere end halvdelen af sine stemmer fra Dansk Folkeparti, udmærker Connie Hedegaard sig med udelukkende at modtage stemmer fra oppositionspartierne til venstre for regeringen.

I alt 8 af regeringens ministre opnår at komme ind blandt de 25 mest respekterede folketingsmedlemmer, men resultatet overskygges af, at Line Barfod modtager mere end dobbelt så meget respekt som statsministeren, og at den nyvalgte unge konservative arbejdsmarkedsordfører Jakob Axel Nielsen kun modtager en respektstemme mindre end statsministeren.

Hertil kommer, at størstedelen af regeringens ministre kun høster meget få respektstemmer, og at 3 centrale Venstre-ministre får nul stemmer og dermed dumpekarakter på respekt blandt politikerne på Christiansborg.

Det er integrationsminister Rikke Hvilshøj, social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Troværdighed tæller mest

Selv om udfaldet af undersøgelsen kan se overraskende ud for offentligheden, kommer resultatet ikke bag på de folketingspolitikere, som Ugebrevet A4 har interviewet. Fælles for dem er, at de mener, at de politikere, der har klaret sig godt i undersøgelsen alle repræsenterer nogle værdier og normer, som værdsættes meget højt i det politiske arbejde.

– Det er folk, der arbejder seriøst og har meget klare mål for deres politiske virke, og man er aldrig i tvivl om, hvad de står for, siger Venstre-politikeren og formanden for Folketingets Trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen.

Han bakkes op af socialdemokraten Ole Stavad, der har været minister i flere omgange og som har siddet i Folketinget siden 1980. Han siger om de mest respekterede politikere i undersøgelsen:

– Det er nogle ordentlige folk, som er drønflittige og troværdige. De er politikere, som er i stand til at finde løsninger, fordi de både forstår teknikken i sagerne men også forstår og respekterer deres politiske modstanderes argumenter. Samtidig er det mennesker, som man kan have personlig tillid til, og det betyder utrolig meget på Christiansborg.

Læs mere på hjemmesiden for Ugebrevet A4, LOs ugentlige nyhedsbrev. Seneste version kan downloads gratis fra www.ugebreveta4.dk