Af Villy Søvndal
formand for Socialistisk Folkeparti
Med den britiske hærchefs undsigelse af den fortsatte militære tilstedeværelse i Irak er det sidste halmstrå knækket mellem VK-regeringens stadig mere febrilske fingre: Der er ikke længere noget sagligt endsige forsvarligt argument for fortsat at lade danske soldater tage del i Irak-krigens stadig mere katastrofale udvikling.
Med den britiske hærchefs vurderinger af krigens udvikling og koalitionens rolle er regeringens argumentation smuldret, og de små 500 danske soldaters bidrag kan ikke under noget påskud tages alvorligt længere. De betyder, trods de enkelte soldaters individuelle motiver, ikke en pind for Iraks udvikling. Så kort kan det siges.
Når så forsvarsministeren – som det skete på TV2-nyhederne forleden – og en række borgerlige politikere kræver “respekt” for de danske soldaters arbejde og kræver politisk ro om mandatet, så bruger de – igen – de udsendte soldater som skjold. Det er skamløst og usmageligt.
Nuvel. Det skal ikke holde mig tilbage. For sandheden er, at langt det meste koalitionsarbejde i Irak reelt har bestået i selvbeskyttelse.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg finder de danske soldaters sikkerhed – når de nu er dernede – meget, meget vigtig. Men jeg kan pinedød ikke se, hvordan det gavner irakerne at koalitionstropper bruger det meste af deres tid på at passe på sig selv, hvis opgaven er at tilvejebringe fremskridt for civilbefolkningen.
De borgerlige plejer at være så begejstrede for cost-benefit, så målt på enhver alen er Irak-eventyret en fiasko.
SF er meget optaget af, at de vilkår, der tilbydes soldater, som vender sårede eller traumatiserede hjem fra internationale operationer, skal være i top. For SF støtter fuldt ud, at Danmark er engageret i verdens konflikter. Men det skal naturligvis være på et legitimt og ikke et forløjet grundlag. Det skal hvile på FN og folkeretten og med bred tilslutning i Folketinget.
Med al respekt, Anders Fogh Rasmussen: Du og din regering løj om krigsgrundlaget. Og lige siden har i forsøgt at tie krigen ihjel. Og nu fortsætter i løgnene om at det går fremad og at Danmark gør en forskel i Irak trods overvældende dokumentation for det modsatte.
Jeg kan forvisse de udsendte soldater om, at SF er uhyre bevidst om rekrutteringsproblemerne og vidende om, at der i øjeblikket foregår et lidet kønt pres på de kontraktansatte i forsvaret, for at få dem til at rykke ud på internationale missioner – eller tage en tørn mere.
Sandheden er, at mange fastansatte er bange for at skulle af sted. Flere og flere studerer sideløbende, for at kunne springe over i en civil karriere, hvis trykket bliver for hårdt. Det forstår jeg godt.
Rekrutteringsproblemerne er bekræftet af forsvarsministeren. Men alligevel: Forsvarets annoncekampagne i flere gratisaviser er decideret morbid, når den spørger, om man “trænger til flere udfordringer” som opfordring til at søge ind i forsvaret – illustreret ved en soldat i Iraks eller Afghanistans ørken. Det må vist kaldes århundredets underdrivelse.
Under alle omstændigheder er den ulovlige krig i Irak iværksat på det tyndest tænkelige mandat. Og det er naturligvis både SFs demokratiske ret og pligt at problematisere krigens udvikling.
Hvis vi som demokratisk nation skal kue kritikken, når landet er i krig, så er den påståede opgave om demokratiudbredelse i Irak jo absurd. Vi kan ikke med den ene mundvig prædike demokrati i Irak, og med den anden forsøge at undertrykke den demokratiske debat om krigen i Irak herhjemme. At en soldat på TV2-nyhederne ikke mener, at vi som politikere må ytre os om Irak-krigen er helt uantageligt.
Vietnam-veteranerne ønskede også respekt og anerkendelse. De fik det ikke, fordi TV-kameraerne havde vist civilbefolkningen i USA og i resten af verden, hvad der virkelig foregik. Klog af erfaring har USA siden gerne villet kontrollere medierne i brændpunkterne, men selv om langt de fleste reportager fra Irak kommer fra journalister som er “embedded”, dvs. styret med fast hånd af den ene militære part, er vi jo altså alligevel blevet konfronteret med nogle af Irak-krigens grusomheder.
Det er derfor heller ikke overraskende, at USA poster millioner og atter millioner i PR-bureauer som skal “vinde mediekrigen”. Gad vide om nogen form for pro-amerikanske indslag og nogle korrumperede irakiske journalisters og redaktørers førte hånd, kan bringe nogle af de 655.000 døde til live igen?
Jeg beklikker altså ikke de danske soldaters motiver for at drage til Irak. Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at et flertal af dem har meget noble motiver og vitterlig tror på, at de kan gøre en forskel i frihedens og demokratiets tjeneste. Jeg tror bare, at de tager fejl i tilfældet Irak. Og bulletinerne fra Irak mere end antyder, at jeg har ret.
Min kritik har gennem krigen derfor heller ikke været rettet sig mod de danske soldater, men mod de politikere, som har sendt dem ud. I et demokratisk samfund, hvor vi dagligt og rituelt skal hylde ytringsfriheden, kan det imidlertid ikke være rigtigt, at et så vigtigt emne som landets krigsdeltagelse ikke kan problematiseres offentligt, uden at man forsøges slået for munden krav om enten enighed eller tavshed.
Det er forløjet udtryk for nationalistisk loyalitet.
Jeg står ikke på nationalismens side – men på demokratiets. De borgerlige politikeres krav om konsensus eller tavshed kan derfor ikke imødekommes. Det er kujonagtigt. Deres dårlige sag forsøges dækket af et påstået hensyn til soldaterne.
Så derfor: Krigen er en katastrofe. Det er den politisk og det er den militært. Og den byggede på en løgn. Det må både borgerlige politikere og udsendte soldater forholde sig til, slutter SFs formand.
