Den 16. og 17. april afholdt repræsentanter fra Mellemamerikas civilsamfund og myndigheder et regionalt forum i El Salvador med fokus på klimaændringer, som truer regionen.
Formålet er at lave en samlet regional klimaindsats ved at dele viden om planlægning, politik og forebyggelse.
Det Regionale Forum for Civilsamfundet – Handling mod Klimaændringerne – i San Salvador kunne tælle repræsentanter fra mellemamerikanske organisationer, lokalsamfund, myndigheder, samt internationale donorer, alliancer og udviklingsorganisationer.
Hensigten med forumet er at udveksle erfaringer vedrørende tilpasning til klimaændringerne, blandt andet inden for lobbyvirksomhed og advocacy, samt miljøbeskyttende og katastrofeforebyggende projekter.
Man vil således udbrede kendskabet til metoder, der kan reducere befolkningens udsathed i forhold til ekstreme vejrforhold. De centrale punkter er omstilling og forebyggelse, samt udbedring af skader.
UDDANNELSE OG PERSONLIG INDSATS
Indsatsområderne omfatter praktiske tiltag som vandcisterner, biologiske vandfiltre og beskyttelsesmure mod oversvømmelser.
Kapacitering og uddannelse spiller ligeledes en afgørende rolle i klimaindsatsen, eksempelvis i form af kurser og information om konsekvenserne af klimaændringerne, og hvad man personligt kan gøre for at afbøde dem.
– Klimaændringerne indebærer, at vi må gå fra teori til praksis. Enten handler vi, ellers går vi til grunde, udtaler Iván Azurdia fra Fundación Solar i Guatemala.
Azurdia er fortaler for, at man sammensmelter de oprindelige folks og den vestlige verdens viden om miljø og naturbeskyttelse for at forebygge effekterne af klimaændringerne.
EN HØJRISIKO REGION
Klimaændringer er ikke bare fremtidsmusik i Mellemamerika.
Området er en højrisiko region, som allerede lider under orkaner, oversvømmelser og tørke.
Disse forhold bringer befolkningens sundhed og fødevaresikkerhed i fare, og udgør desuden en risiko for landbruget og infrastrukturen i regionen.
Udover de miljømæssige aspekter, påvirker klimaændringerne også det sociale, politiske og økonomiske liv i regionen.
Det er dermed et tværgående udviklingstema, som forårsager fattigdom.
Samtidig er fattigdommen også en stor hindring for at kunne iværksætte effektive forholdsregler mod virkningerne af klimaændringerne.
MYNDIGHEDER SKAL STØTTE INDSATS
Forumet vil på længere sigt sikre, at erfaringerne fra samarbejdet mellem lokale myndigheder og organisationer kan bruges som en model for den fælles indsats mellem de nationale regeringer og civilsamfundet i Mellemamerika.
De delegerede gav udtryk for, at et tæt samarbejde mellem stat og civilsamfund er en forudsætning for at kunne nå FNs 2015 mål.
– Myndighederne spiller en afgørende rolle for at støtte borgernes deltagelse [i forhold til klimaændringerne], og medierne har en strategisk betydning i forbindelse med at synliggøre de lokale processer. Men det er en kamp mod uret, forklarer Alberto Chinchilla, der repræsenterer ACICAFOC, en sammenslutning af bønder og oprindelige folk inden for jord- og skovbrug i Mellemamerika.
MANGEL PÅ LEDERSKAB
Flere mødedeltagere kritiserede de mellemamerikanske regeringers klimaindsats, som værende mangelfuld.
– Jeg mener, at man kan avancere meget hurtigere, end man gør nu. Vi har hver især et ansvar for at presse vores regeringer til at engagere sig mere. Politisk fortalervirksomhed er den måde befolkningen kan deltage aktivt på, udtaler Victor Campos fra Humboldt Centret i Nicaragua.
Andre aktører efterlyser, at Mellemamerikas politikere i højere grad markerer sig internationalt.
– Dagsordnen vedrørende klimaændringerne er blevet udfærdiget af andre. Den mellemamerikanske region mangler mentalt lederskab ved forhandlingsbordet. Hvis man ikke har sine egne forslag, er man tvunget til at diskutere de andres forslag. Ved klimatopmødet i København må vi [centralamerikanere] møde velinformerede op. Vi må fremsætte vores egne forslag [fra den mellemamerikanske region] til en dagsorden. Vi skal ikke være klimaturister, konkluderer Alberto Chinchilla.
FN afholder i december den internationale klimakonference COP15 i København for at forebygge klimaændringer. Udover regeringer og FN institutioner, vil internationale organisationer kunne deltage som observatører.
Det mellemamerikanske klima forum i El Salvador blev organiseret af Sustainability Watch (SusWatch), som er et netværk af organisationer i Latinamerika, Afrika og Asien.
Dette netværk har identificeret klimaændringerne som en af alvorligste trusler mod opfyldelsen af FNs 2015 millennium mål for udvikling.
Derfor vil SusWatch overvåge den igangværende proces, der foregår for at skabe en verdensomspændende klimaaftale.
KLIMAÆNDRINGER – EN MULIGHED FOR FORANDRING
På trods af de dystre perspektiver, er enkelte dog optimistiske i forhold til klimaændringerne.
– I stedet for at se det som verdens undergang, må vi se klimaændringerne som en mulighed, der åbner op for at forbedre livsvilkårene og fremme lokaludviklingen, udtaler Luis Romano fra Humboldt Centret i Nicaragua.
DANSK KLIMAINDSATS I MELLEMAMERIKA
Den danske udviklingsorganisation, IBIS, er i samarbejde med Sustainability Watch involveret i et projekt i Mellemamerika vedrørende klimaændringer.
Projektet omfatter både lobby og advocacy i forhold til regionale og internationale klimapolitiker, samt forskellige former for katastrofeforebyggelse og miljøbeskyttelse.
IBIS deltog ligeledes i det regionale klimaforum i San Salvador.
Af Alice Krozer og Per Bergholdt Jensen, IBIS i Mellemamerika