Forfatteren, filminstruktøren og cykelentusiasten Jørgen Leth risikerer at miste sin titel som dansk honorær konsul i Haiti på baggrund af oplysninger, som han fremkommer med i sin nye selvbiografi, skriver flere nyhedsmedier tirsdag aften.
I bogen skildrer Jørgen Leth dels sine seksuelle udfoldelser med en 17-årig haitiansk pige, som er datter af Jørgen Leths husholderske, dels erkender han at have smuglet 46 kilo hash hjem til Danmark.
Udenrigsministeriet har indkaldt Jørgen Leth til et møde om sagen, hvor han får mulighed for at forklare sig.
– Der er i bogen fremkommet oplysninger, som er nye for Udenrigsministeriet. Hvis de er korrekte, og hvis de havde været kendt, da han blev udnævnt i 1999, hvor han blev indstillet til udnævnelse, ville han ikke være blevet udnævnt, siger administrationschef Hugo Østergaard-Andersen.
2 ligestillingsordførere Lone Dybkjær (R) og Troels Lund Poulsen (V) vil også have udenrigsminister Per Stig Møller til at redegøre for, om Jørgen Leth fortsat kan være Danmarks ansigt udadtil på Haiti.
Den caribiske ø-stat er den vestlige halvkugles fattigste land.