Tørnæs: Vi satser på Afrikas kvinder – det betaler sig

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

“Nu handler det om at få Afrika med på vognen. Her viser det sig, at hvis vi satser på kvinderne, så er det dér, vi får mest for hver krone”.

Sådan siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i et interview med dagbladet Information.

– Alt peger på, at vi når længst, når vi satser på kvinder. Det er næsten uanset, hvilken sektor det drejer sig om – den private sektor med eksempelvis mikrolån eller uddannelse, siger Tørnæs og fortsætter:

– Hvis kvinder f.eks. får en uddannelse har det en meget positiv effekt på de fattigdomsparametre, eksempelvis børnedødelighed og befolkningstilvækst, som vi ønsker at forbedre.

– Nogle af de kvinder, jeg har mødt på mine rejser i Afrika, har gjort et fantastisk stort indtryk på mig. Jeg talte med en gruppe kvinder, der havde fået adgang til vand tæt på deres landsby på grund af et dansk vandprojekt. Førhen skulle de gå op til 10 km om dagen for at skaffe vand til deres familier.

– Projektet havde frigjort en masse ressourcer for disse kvinder. Pigerne kunne nu gå i skole og kvinderne selv passe deres afgrøder og derved få større udbytte eller de fik måske overskud til at etablere en lille virksomhed, siger hun til Informations fredagsudgave.

Udviklingsministeren oplyser, at hun har øremærket en del af de danske bidrag til UNICEF og UNESCO med henblik på at sikre flere afrikanske piger uddannelse.