TV-vært: Rystende, rørende og lærerigt møde med tsunami-ofre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Genopbygningsarbejdet efter en katastrofe tager tid.

Det lange seje træk med at skaffe nye boliger til hjemløse familier, skabe nye indtjeningsmuligheder for dem, der har mistet deres levebrød, genopbygge ødelagte skoler og sundhedsklinikker – og samtidig sikre at pengene bliver brugt forsvarligt – er en kæmpe stor opgave, som kommer til at strække sig over flere år.

Det oplevede TV-vært Line Baun Danielsen, da hun i efteråret besøgte Sri Lanka (Ceylon) sammen med UNICEF Danmarks protektrice Prinsesse Alexandra for at forberede en dokumentarudsendelse om genopbygningsarbejdet efter tsunamien, der bringes i DR 1 i Julen, hvor det er et år siden den enorme flodbølge ramte.

– Jeg fik som TV-vært serveret tsunamibilleder i døgndrift efter den 26. december. Jeg sad hver dag på nærmeste hold og så billederne rulle ind, talte med korrespondenterne derude og følte, at jeg næsten var der, siger Line Baun Danielsen til UNICEF Danmarks elektroniske nyhedsbrev for december. Hun uddyber:

– I dag er jeg klar over, at man først ved, hvad det handler om, når man har været der. Min første rejse til Sri Lanka med UNICEF blev et rystende, rørende og lærerigt møde med tsunamien og dens enorme effekt. Jeg tror ikke man kan forestille sig, hvor skræmmende og voldsomt det er at stå ansigt til ansigt med det hav, der forårsagede de enorme ødelæggelser.

– Ligeså lidt som man kan forestille sig, hvor tavs og trist man føler sig, når man går gennem murbrokker, der engang var et hjem, en skole og et liv for de hundredetusinder, der blev ramt af tsunamien. Lyden og ikke mindste de indre billeder af sandalen i sandet, knoglen, hårbåndet i træet – sidder for evigt printet bag hjernebarken.

– Samtidig var rejsen et fantastisk møde med menneskets evne til at overleve og komme videre. Man spørger sig selv, hvordan mennesker mobiliserer kræfter til at bygge et nyt liv op og ikke mindst komme sig over tabet af et barn, en ægtefælle, en mor eller far.

– Men det KAN de. De smiler, børnene leger, de accepterer skæbnen på en måde, vi andre kunne lære af. Men hvad gemmer sig bag smilet? Det spørgsmål stiller jeg mig om og om igen.

HVAD overraskede dig mest på rejsen?

– Verden har aldrig før mobiliseret så stor en hjælpeindsats som efter tsunamien. Vi forventer som vesterlændinge derfor også, at med de kæmpe summer, der flød til Sri Lanka, så må genopbygningen snart være overstået. Det var i hvert fald hvad jeg TROEDE.

– Virkeligheden er en helt anden og meget chokerende. Mange tsunamiofre bor stadig i primitive hytter, uden køkkenfaciliteter, med simple bade og toiletforhold hvor alt for mange må dele. Og udsigten til at alle disse mennesker får en permanent bolig er langstrakt.

HVILKE ting gjorde størst indtryk på dig?

– Mødet med de forældreløse børn. Sivanathan, Jameela, Jonita og Joisef – bare for at nævne nogle af dem – sidder helt inde i hjertekulen. Jeg behøver bare at lukke øjnene: Så er de der.

– Børnene med den grumme skæbne, men som alligevel smiler et million dollar smil. Børn, der måske i et håb om en håndsrækning, åbner for deres egen barske tsunamihistorie, og for hvem livet med far og mor er reduceret til et krøllet foto og mindet om dem. Sådan noget rammer hårdt. Der er det svært at være nøgtern og have den professionelle mine på.

OPLEVEDE du nogen problemer?

– Det overraskede mig meget, hvor stor ulighed, der er i den hjælp, der er kommet til ofrene. Det krænker min retfærdighedsfølelse, at folk særligt i den østlige del af Sri Lanka ikke har fået mere, end de har.

– I den sydlige del af landet svømmer de over med NGOer og private donorer. Mens det i den østlige del af landet stort set kun er de store organisationer som UNICEF og Røde Kors, der arbejder. Det hænger selvfølgelig også sammen med den 20 år lange politiske konflikt mellem regeringsmagten og de tamilske tigre, som har skabt store uligheder i landet.

NYTTER det at hjælpe?

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det nytter at hjælpe. Alene det at se lyset i øjnene hos de tusinder af skolebørn, der takket være den internationale hjælp går i skole, har fine hvide uniformer, har borde og stole at sidde ved, har bøger og penalhuse, legetøj…

– Så tvivler man ikke. Og man accepterer såmænd også det faktum, at al hjælp måske ikke er lige effektiv eller når frem… Den hjælp, der når frem, gør en VERDEN til forskel for de ramte, slutter Lijne Baun Danielsen til UNICEF-nyhedsbrevet.

Læs mere på www.unicef.dk