MSF angrebet – og stopper

Redaktionen

Efter et væbnet røveri har Læger uden Grænser (MSF) stoppet ét af sine projekter i det nordlige Niger i Vestafrikas Sahelbælte, fordi sikkerhedssituationen ikke tillader at fortsætte arbejdet. Alle andre projekter i landet kører videre, skriver MSF Danmark på sit website.

Mandag d. 22. oktober angreb 5 mænd et hold fra MSF, som kørte i 2 biler fra Agadez til Dabaga i Niger. Mændene stjal bilerne og alt indhold.

MSF-holdet på 6 personer gik til fods til nærmeste landsby og var derfra i stand til at komme tilbage til Agadez. Tidligere har der været tyveri fra en anden MSF-bil på samme vej.

Efter dette angreb har MSF besluttet at stoppe aktiviteterne i Dagada og den omkringliggende region, fordi sikkerhedssituationen ikke tillader, at MSF i tilstrækkelig grad kan udføre sit arbejde.

MSF har siden oktober arbejdet i Air-distriktet med at give lægehjælp, mad-uddelinger og logistisk assistance i Dabaga. Projektets formål var at give hjælp til et område, hvor lokalbefolkningen lider under de voldelige sammenstød, der er i området og derfor ikke har adgang til lægehjælp.

MSFs øvrige aktiviteter i Niger fortsætter uforstyrret.