Måske politisk flertal for dispensation til Læger uden Grænser

Redaktionen

Med støtte fra det konservative regeringsparti tegner der sig et muligt politisk flertal i Folketinget for at give dispensation til Læger uden Grænser (MSF – Danmark) fra 4-årsreglen, som påvirker organisationens muligheder for at udsende danske læger, skriver MSF i sit seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.

– Læger uden Grænser gør en uegennyttig og grænseløs vigtig indsats i 3. Verdens-landene. Vi skal være stolte af dem og bakke dem op. Som et rigt samfund er det vores moralske pligt at hjælpe dem til at kunne hjælpe andre, siger de konservatives sundhedsordfører, Helle Sjelle.

Hun mener, at humanitært arbejde bør få dispensation fra den 4-årsregel, der er lagt op til i VK-regeringens kommende reform af lægeuddannelsen.

Reformen betyder, at yngre læger senest 4 år efter endt uddannelse skal i gang med en speciallægeuddannelse, hvilket vil gå ud over mulighederne for at rekruttere læger til humanitært arbejde.

Hun vil anmode indenrigs- og sundhedsministeren om at revurdere sine krav.

– Lars Løkke Rasmussen (V) bør genoverveje sin beslutning. Nok har vi lægemangel i Danmark, men det er trods alt intet i forhold til de lande, hvor Læger uden Grænser yder en indsats. I en situation som denne bør vi sætte egne problemer i forhold til andres, siger Helle Sjelle til de konservatives hjemmeside.

Dermed tegner der sig et muligt politisk flertal for at give dispensation til Læger uden Grænser (MSF). Ud over Det Konservative Folkeparti er der støtte fra De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Det er Vibeke Brix Christensen, læge og bestyrelsesmedlem i MSF, rigtig glad for.

– Vi sender hvert år læger ud, som oplærer lokale dér, hvor de arbejder. På den måde redder hver læge mange liv. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg på mine 3 opgaver for MSF har reddet flere menneskeliv, end jeg kommer til i resten af min karriere herhjemme, siger hun.