Af Thomas Ravn-Pedersen
Informationschef i Folkekirkens Nødhjælp
Millionindsamlingen til ofrene for flodbølgen betyder, at den hjælp, som Folkekirkens Nødhjælp giver i både Indien og Sri Lanka, bliver bedre og mere langsigtet
Aldrig har Folkekirkens Nødhjælp samlet så mange penge ind til en katastrofe så hurtigt. Det burde jo kun være en glædelig konstatering og et skønt vidnesbyrd om danskernes givervilje efter den store TV-indsamling til ofrene for flodbølgen i Asien.
Ikke desto mindre gik der ikke mange dage, før advarselslamperne blev tændt. ”Kan I nu også bruge alle disse penge?” og ”Hvorfor siger I ikke stop, ligesom Læger uden Grænser har gjort?” lød nogle af de skeptiske spørgsmål.
Svaret er enkelt: Ja, vi kan godt bruge alle de mange millioner og vi sagde ikke stop, fordi Folkekirkens Nødhjælp også arbejder med langsigtet hjælp og således allerede har planlagt flere faser til at følge efter den akutte fase med katastrofehjælp.
Vi har et indgående kendskab til de områder, vi hjælper i Indien og Sri Lanka, og ved, at der vil være en kæmpemæssig opgave med at bygge samfundene op igen og forsøge at hjælpe livet og håbet tilbage til de overlevende for katastrofen.
Pengene skal til en begyndelse bruges på den umiddelbare indsats til at hjælpe de overlevende, som er fordrevet og har mistet alt. Siden skal de bruges i en mellemperiode, hvor folk er på vej hjem, men hvor de stadig ikke har fået genopbygget deres huse. Og så skal de bruges i en tredje fase, når folk er vendt hjem og skal have gang i deres erhverv igen.
De mange penge, som danskerne har givet, betyder, at vi allerede nu har kunnet love vore lokale samarbejdspartnere, at vi gerne vil følge hjælpen til dørs, og at vi også er med i den tredje fase, som ellers tit er den fase, som det kan være svært at skaffe penge til.
Vi har endda chancen for at give de overlevende et bedre liv, end det, de havde i forvejen, fordi vi måske kan støtte dem i at organisere tingene på en anden måde.
Når et samfund skal bygges op fra grunden, giver det mulighed for, at man kan lave om på ting.
Det er ikke noget, der koster specielt meget. Det kunne f.eks. være, at man de steder, hvor der er meget tørt – som i den sydlige del af Sri Lanka- , nu giver familierne et tag, som kan opsamle regnvand.
Selv om en vandtank ikke koster ret meget, vil et sådant initiativ med at konstruere tag til regnvandsopsamling gøre en familie mindre sårbar fremover, så der er tale om en langtidsholdbar investering.
Fiskeriet vil vi også gerne støtte. Og gennem et samarbejde med Landsforeningen Levende Hav i Danmark og organisationen Sewalanka i Sri Lanka håber vi at kunne hjælpe de hårdt ramte kystfiskere på Sri Lankas østkyst i gang igen.
I Indien vil vi også hjælpe fiskere med at få både og net, så fiskeriet kan komme i gang igen. Vil vil også hjælpe med at genopbygge eller nybygge markeder og lignende.
På baggrund af tidligere erfaring fra supercyklonen i Orissa længere nordpå i Indien vil vi hjælpe med at bygge 40 beskyttelsesbygninger og træne landsbybeboerne i håndtering af katastrofer, med det formål at reducere dødsofrene ved en eventuel fremtidig katastrofe. I det daglige anvendes sådanne bygninger som skoler og forsamlingshuse.
Og hvad nu med Afrika? Vil det aids- og sultplagede kontinent igen skulle bøde for, at hele verden har reageret så generøst på appellen om hjælp til Asien?
Det håber vi ikke. I Folkekirkens Nødhjælp vil vi gøre, hvad vi kan, for at fastholde
Afrika på danskernes nethinde.
Når Folkekirkens Nødhjælp søndag den 6. marts ved sogneindsamlingen samler ind til den stille Sult, har vi fokus på den stille katastrofe i det sydlige Afrika, hvor millioner af mennesker sulter år efter år.
Og indtil da tillader vi os at glæde os oprigtigt over, at fattige fiskere og kasteløse i Sri Lanka og i Indien nu kan se frem til en ordentlig hjælp flere år frem i tiden, slutter Thomas Ravn-Pedersen.
Kommentaren står i den seneste udgave af Nødhjælpens nyhedsbrev, der udkom torsdag.
