Forslaget fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om at fjerne statsstøtten på 32 mio. kr. til private organisationers u-landsoplysning fra 2006 og give pengene som direkte u-landsbistand i stedet, skaber tilsyneladende uro på bagsmækken i VK, skriver Politiken fredag.
Forslaget rammer nemlig også en række organisationer uden for det traditionelle bistandsmiljø, som har modtaget støtte til oplysning om u-landsbistand, f.eks. Landbrugsraadet og Dansk Ungdoms Fællesråd.
– 32 millioner til u-landsprojekter er en dråbe i havet. De er langt bedre brugt på at skabe baggrund og forståelse for u-landsbistanden i den danske befolkning«, siger Klaus Bustrup, administrerende direktør i Landbrugsraadet og desuden medlem af U-landsstyrelsen.
Politiken erfarer, at hverken Venstre eller de konservatives udenrigs- og udviklingsordførere var taget med på råd, inden forslaget blev offentliggjort.
Pia Larsen, Venstres udviklingsordfører, fik forslaget præsenteret mandag formiddag som en sag, hun blot kunne tage til efterretning. – Jeg har ikke haft indflydelse på udformningen, er hendes eneste kommentar.
Torsdag fremlagde Ulla Tørnæs regeringens initiativer på bistandsområdet for 2006.
I absolutte tal fastholdes det samlede beløb til bistand på 2005-niveau, altså knap 12,8 mia. kroner. Men målt som procentdel af bruttonationalindkomsten (BNI) fortsætter den danske u-landsbistand med at falde. Da VK-regeringen kom til i 2001, var bistanden på en procent af BNI. I år er procentdelen 0,83, mens den i 2006 bliver på 0,80 procent.
Dermed vil der allerede i 2007 efter alt at dømme blive brug for at aktivere regeringens garanti for, at bistanden til de fattige nationer ikke må falde til under 0,8 procent, sagde Ulla Tørnæs torsdag ifølge flere nyhedsmedier.
I alt rummer regeringens forslag til næste års u-landsbistand nye initiativer for 700 millioner. Pengene findes ved besparelser andre steder på budgetterne, bl.a. ved at reducere bistanden til Bolivia og Nepal, samt ved at skære i støtten til en række internationale organisationer.