S vil sikre foreningernes økonomi

Forfatter billede

Af Charlotte Geckler
medarbejder i DUF

Samfundet får masser af payback fra foreningerne. Derfor skal deres økonomi sikres, siger kulturordfører Mogens Jensen (S) forud for den varslede revision af Tips- og lottoloven.

Det sker i et interview, som bringes i det seneste elektroniske nyhedsbrev tirsdag fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Det frivillige foreningsliv udgør en uvurderlig samfundsressource, der er med til at udvikle et stærkt civilsamfund med engagerede, ansvarsbevidste borgere. Og derfor bør samfundet sikre foreningernes økonomi, fastslår Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen:

– Foreningslivet betyder i den grad noget for den demokratisk dannelse af borgerne. Gennem frivillig deltagelse stiller man som borger ikke bare krav til de samfundsgoder, man dagligt benytter sig af, men tager selv aktivt medejerskab og ansvar for det fællesskab, vi alle er en del af, anfører han.

Støtteordninger til revision

Foreningslivets økonomi og muligheder kan imidlertid blive ændret de kommende år. Tips- og lottoloven samt Folkeoplysningsloven, der udgør foreningernes vigtigste indtægtskilder, står nemlig til revision.

Udformningen af de fremtidige støtteordninger er dermed afgørende for foreningslivets fremtid, erkender Socialdemokraternes kulturordfører. Han går ind for, at den nuværende støtte som et minimum opretholdes på det nuværende niveau:

– Det er vigtigt at fortsætte og udvikle støtten til folkeoplysning og foreningsliv. Vi skal have støttemodellerne til gennemsyn, og kommunerne skal i højere grad motiveres til at understøtte foreningslivets faciliteter, siger Morgens Jensen.

Støttes ikke styres

Han vil i samme ombæring se på en genindførelse af støtten til foreningsblade og kommunikationsaktiviteter og en begrænsning af foreningernes administrative byrder.

Han understreger, at det er afgørende, at der er foreningerne selv, der via deres paraplyorganisationer står for detaljefordelingen i forbindelse med uddelingen af økonomiske midler.

– Armslængdeprincippet er helt afgørende for, at foreningslivet fortsat kan udgøre den centrale position som demokratisk instans i det danske samfund. Som kunststøtten gælder det, at foreningslivet skal støttes, ikke styres. Men det er klart, at der som med kunststøtten, også nødvendigvis skal foretages visse politiske prioriteringer, slutter han.