Den lille danske NGO, Afrika Kontakt, har ikke meget til overs for valget af Søren Pind som afløser for Ulla Tørnæs på posten som udviklingsminister. Det fremgår af en presseudtalelse tirsdag med titlen “En pind i hjulet på udviklingsbistanden”.
Det hedder heri:
Søren Pind er kendt som Venstres ”enfant terrible”, men også som en politiker med stærkt liberale synspunkter. Således ser Pind sit nye ministerium som et ”frihedsministerium”, hvor han vil ”kæmpe for menneskerettigheder og demokrati” og ”for frihed i verden i de fattigste lande, hvor de har det allersværest”.
Hvordan han vil gøre dette i henhold til FNs konventioner og i samarbejde med FN, kan man være bekymret for. Han har således flere gange udtalt sig forbeholdent eller decideret negativt om FN og de internationale konventioner, eksempelvis da han sidste år udtalte at ”FN … ikke [er] en organisation, der har gjort særlig meget godt her på jorden” eller i 2008 at ”nye problemer understreger behovet for at se nærmere på de internationale konventioner”.
Han synes desuden at lægge relativt stor vægt på Afrikas egen skyld i fattig-dom, og viser manglende forstå-else for nogen former for neokolonialistiske tendenser i verden. F.eks. i følgende udtalelse: ”Afrikas fortrædeligheder var [i FN] underforstået den vestlige verdens skyld. Skønt der efterhånden er gået et halvt århundrede, siden næsten samtlige afrikanske lande fik uafhængighed. Der må være grænser for, hvor længe man kun kan kigge ud ad for at pege fingre ad egne problemer”.
Desuden kunne noget tyde på, at han med ”frihed” mener frihandel og en forsættelse af den nuværende politik overfor Afrika, der påtvinger afrikanske lande en liberalisering og privatisering der gavner Vesten mere end Afrika.
I et udenrigs- og udviklingspolitisk oplæg, som han var medforfatter af, pointeres det, at Venstre grundlæggende tror på ”vækst gennem frihandel”, at ”høj økonomisk aktivitet og velstand opnås blandt andet ved at fjerne kvoter, barrierer og statsstøtteordninger og erstatte dem med åbne markeder” og at ”arbejde for at private virksomheder i højere grad skal indgå som aktive partnere i en del af udviklingsbistanden” -se http://www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/oplaeg/oplaeg_udenrigspolitik.pdf
Alt det ovenstående er nødvendigvis spekulativt, så længe Søren Pind endnu ikke har haft tid og lejlighed til at komme til ordne i sin nye rolle som udviklingsminister, anfører Afrika Kontakt videre.
“Vi ser derfor frem til at høre hans holdninger til udvikling, og håber at han vil lytte til og samarbejde med de danske NGO’ere, herunder selvfølgeligt Afrika Kontakt. Vi håber at han vil benytte sig af den konkrete og praktiske viden som vi ligger inde med, og ikke føre en ideologisk betinget udviklingspolitik, blottet for kritiske input. Men vi må indrømme at det er et spinklet håb, ministerens tidligere udtalelser taget i betragtning”, lyder det slutteligt.
Yderligere oplysninger hos Morten Nielsen – Information and Campaigns officer, Africa Contact – Denmark, Wesselsgade 4 kld – 2200 Kbn N, Tlf. 35 35 92 32 (AC) og Mobil: 25 39 65 57 – web: www.afrika.dk