Sex og Samfund fylder snart 50 og satser på folkelig forankring

Redaktionen

I begyndelsen af det nye år fylder Sex & Samfund 50 år – og et af de allerstørste gaveønsker er nye medlemmer og større folkelig forankring, fremgår det af foreningens seneste elektroniske nyhedsbrev.

I løbet af de seneste par år har Sex & Samfund flerdoblet sin økonomiske omsætning. Arbejdet med projekter herhjemme og i Syd har haft vokseværk – det samme gælder antal medarbejdere. Nu er turen kommet til at skaffe flere medlemmer for at kunne fremføre foreningens mærkesager med større styrke, hedder det.

– Bestyrelsen og repræsentantskabet har flere gange besluttet, at vi skal tage skridtet fuldt ud til at blive en organisation med folkelig forankring, siger sekretariatschef Bjarne B. Christensen og uddyber:

– På bestyrelsens seneste møde var der en drøftelse af, hvordan vi kunne udvikle lokalafdelinger flere steder i landet samt få flere medlemmer, herunder også unge. Der er mange gode ideer, og vi arbejder på at have en plan klar til vores 50 års jubilæ-um

Bjarne B. Christensen vil lægge op til, at Sex & Samfund skal drage fordel af den “voksende politiske og folkelige forståelse for Sex & Samfunds arbejdsfelt”.

– Det var godt, at over 10.000 danskere skrev under på appellen til folketinget om at Danmark skal gå forrest i kampen for at redde kvindeliv (se: www.redkvindeliv.dk, red.). Og det lover godt, at den danske regering stod klippefast på, at hensynet til den reproduktive sundhed skulle med i erklæringen fra FN-topmødet, siger han.

Bjarne B. Christensen mener, at det trækker i samme retning, at Sex & Samfund har en “god dialog kørende med stort set alle dele af det politiske system om vores mærkesager – og at regeringen i finansloven for 2006 faktisk lægger op til at afsætte lidt flere udviklingsmidler til arbejdet med reproduktiv sundhed og be-folkning end tidligere”.

Alt det giver ham grund til at tro, at der er bred folkelig klangbund for at skaffe flere medlemmer.

Han opregner 4 grunde til, at Sex & Samfund har brug for større folkelig opbakning:

– Fordi der er stigende behov for at gøre en ekstra indsats for verdens kvinder, når det handler om at sikre, at graviditet og fødsel ikke ender i sygdom og død. Og om at sikre, at sex ikke munder ud i dødbringende infektioner som hiv/aids.

– Fordi vi skal være mange for at kræve, at rige lande som Danmark går foran i kampen for alles ret til seksuel og reproduktiv sundhed.

– Fordi Sex & Samfund som privat organisation har brug for folkelig opbakning (medlemmer og indsamlede midler) for at videreføre og styrke arbejdet med projekter i u-landene.

– Fordi der er i høj grad også er brug for en stærk seksualpolitisk vagthund her-hjemme, der kan tage initiativ til f.eks. at sikre at der bliver gjort en ekstra indsats for at forebygge sexsygdomme og givet tilfredsstillende seksualoplysning.

Læs mere på www.sexogsamfund.dk