Af Indius Pedersen
Prins Joachim er kommet til Vietnam, hvor han besøger CARE Danmarks kreditgivningsprojekter til fattige kvinder, der giver dem en chance for at skabe deres egen indkomst
De fattige Khmer-kvinder er i fuld gang med at skabe en mere velfungerende økonomi i Ian Giang og Soc Trang Provinsen i det sydvestlige Vietnam ved Mekong.
Prins Joachim hjalp en anelse med til at forbedre økonomien, da han købte silkestof af væveren Le Kim Kha.
Hun fortæller Prins Joachim, at inden CARE Danmark i 1998 indledte samarbejde for at forbedre situationen for kvinderne, så havde vævekvinderne ikke meget at lave.
– Men nu er vi i gang, og det går godt. Vi har mange kvinder i gang med at væve, og vi har lært at stå sammen og handle med indkøberne. Vi har fundet en ny væveteknik, og så har vi lært at læse og skrive, fortæller Le Kim Kha sin danske gæst.
Prinsen supplerer:
– Der er ingen tvivl om, at kvinderne har styr på tingene, og at de er ved at skabe en god forretning. Det skulle ikke undre mig, hvis området en dag bliver så kendt for deres vævninger, at det bliver en god turistmagnet.
Khmer væverne har i det forløbne år solgt for 229.000.000 dong varer. Det svarer til et salg på omkring 100.000 kr., hvilket er et stort beløb for kvinderne. De og deres familier er yderst fattige, men de er på vej op.
Kilde: www.care.dk
Her kan man løbende læse om prins Joachims besøg i Sydøstasien