HKH prins Joachim advarer efter en rundrejse i verdens næstfattigste land, den vestafrikanske ørkenstat, Niger, mod at danskerne eller andre europæere kommer ind som kloge Åger med deres bistand.
I et interview med Brita Stenstrup i Berlingske Søndag siger han bl.a.:
– Vi kunne bygge avancerede brønde til dem og foreslå dem at danne brøndkollektiver og ansætte en bestyrer. Men vi skal være varsomme med at pådutte hyrder og semi-nomader moderne pumpemetoder, medmindre de selv foreslår det.
– En super-brønd vil være spildt arbejde i disse ørkenområder, hvor kun de allerdygtigste og allerheldigste kan producere et overskud, de kan sælge.
– Vi skal netop ikke gå ind som kloge-Åger og diktere moderne principper. Tværtimod skal vi gå nænsomt til værks og ikke gøre os ud til bens over for befolkningen.
– De behøver ikke at glemme deres kultur, men vi skal hjælpe dem til at acceptere nye agerdyrknings- og sundhedsprincipper, som forbedrer deres livskvalitet og overlevelse.
– Jeg er ikke den, der siger, at danskere bør lægge så og så meget i diverse u-lands-bistandskasser. Men vi har ikke ret til at lukke øjne og øren og sige, at andre mennesker rager os en fjer, udtaler prins Joachim, der var på rundrejse i Niger i egenskab af protektor for u-landsorganisationen CARE Danmark. Han kom hjem fra den ugelange tur lørdag.