Afrika drukner i katastroferne. Det er hjerteløst og kynisk, hvis staten tager de ekstraordinære katastrofebidrag fra Afrika.
Sådan konkluderer generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, i en kommentar i organisationens seneste elektronisk nyhedsbrev, der netop er sendt ud. Her kommentaren i sin helhed:
Af Henrik Stubkær
Den danske befolkning har igen vist sin store vilje til at hjælpe, når ulykken rammer.
Denne gang var det Pakistan og Kashmir, hvor katastrofens omfang har chokeret alle. Ikke mindst når man ser på de uhyggelige konsekvenser, som en utilstrækkelig nødhjælp vil have for ofrene for jordskælvet.
Folkekirkens Nødhjælp har – i samarbejde med UNICEF Danmark, Læger uden Grænser, Red Barnet og Dansk Røde Kors – igangsat en fælles indsamling.
Vi kan garantere, at der vil være brug for hver en krone og ikke mindst for forøgede statslige bidrag i erkendelse af det enorme hjælpebehov.
Men Folkekirkens Nødhjælp finder det dybt bekymrende, hvis ikke de øgede bidrag fra staten bliver udtryk for en reel ekstra bevilling til u-landsbistanden.
Det er jo ikke sådan, at et jordskælv i Pakistan som bivirkning betyder, at fattige folk i Afrika har brug for mindre udviklingsbistand gennem f.eks. EU.
Vi indledte året med en flodbølge-katastrofe af så voldsomt omfang, at både private og statslige givere øjeblikkeligt stod parate med store bidrag til ofrene for katastrofen.
De private givere viste sig også denne gang at være indstillet på at fortsætte hjælpen. De forstår udmærket, at behovet i f.eks. Afrika ikke ændrer sig, blot fordi man andre steder i verden oplever lige så voldsomme kriser.
Ved Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling til ofrene for Den Stille Sult var viljen til at give større end nogen sinde før. Og vi har fået stor opbakning fra faste bidragydere til sultkrisen i Niger og det sydlige Afrika – og nu igen til Sydasien.
Desværre gælder samme indsigt ikke, når man ser på de statslige bevillinger. Løftet om, at Tsunamien ikke skulle koste dyrt for sultende og nødlidende mennesker andre steder i verden, blev ikke holdt. Man tog 112 millioner kroner fra udviklingsbistanden til at dække det ekstraordinære Tsunami-bidrag.
Hvis ikke Finansudvalget bevilger hjælpen til jordskælvsofrene ved ekstraordinære bidrag, må vi betragte det som rent mundsvejr, når statsministeren eller udviklingsministeren ved konferencer eller på rejser i u-landene bedyrer, at Danmark vil gøre en særlig indsats for Afrika.
Lige nu sulter mennesker i store dele af Afrika. Som sædvanlig, siger kynikerne. Men jeg vil opponere mod den populære udlægning, at “sådan er det bare i Afrika”. Der er årsager til kriserne, og mange af årsagerne kan findes i prioriteringer, der bæres af benhård og kynisk evne til at ignorere menneskelige lidelser.
Det er f.eks. dybt skamfuldt, når vi hører, at flygtninge i Tanzanias flygtningelejre får nedskåret deres rationer, fordi man internationalt ikke kan skaffe penge til dette vigtige arbejde.
I øjeblikket melder FNs Verdensfødevareprogram, WFP, at de må skære i maden til hundredetusinder af flygtninge i Afrika.
I Tanzanias flygtningelejre, hvor også Folkekirkens Nødhjælp arbejder, skærer man rationerne ned fra de 2100 kalorier, som er minimum-tildelingen. De må nu nøjes med ned til 1400 kalorier om dagen.
Inde i Burundi skaber tørken krise for de flygtninge, der ønsker at vende hjem. Der er ikke de forsyninger til rådighed, som de var blevet stillet i udsigt.
Her har man omhyggeligt forhandlet en fredsaftale og brugt mange penge på at sikre en tilbagevenden til fredelig udvikling i et lille, hårdt prøvet land. Og så vender vi ryggen til, netop som de kunne vinde freden.
I sidste instans har den form for svigt en stor sandsynlighed for at ende i nye katastrofer og nye ekstraordinære bevillinger – der så skal tages fra de mindre akutte kriser. Det er uværdigt! konkluderer generalsekretæren for Folkekirkens Nødhjælp i sin kommentar.
Læs mere på www.noedhjaelp.dk
