Mere dansk humanitær bistand til Afghanistan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har truffet beslutning om yderligere dansk humanitær bistand til Afghanistan, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Udenrigsministeren udtaler:

– Over 3 millioner afghanske flygtninge og afghanere, som er fordrevet fra deres bopæl til andre dele af landet, er nu frivilligt vendt tilbage til deres hjem siden Talebans fald. Yderligere næsten en million afghanske flygtninge forventes at returnere til deres hjemegn i år.

Men mange afghaneres overlevelse vil fortsat være afhængig af hjælp udefra. Der udestår mange udfordringer, før vi kan sige, at arbejdet med at få Afghanistan på ret køl igen er vel udført. Danmark holder fast. Vi lader ikke Afghanistan gå i glemmebogen, anfører Per Stig Møller.

Den nye danske humanitære bistand til Afghanistan består af en pakke på i alt 26 mio. kr. Siden april 2002 har Danmark hermed ydet knap 215 mio. kr. alene i humanitær bistand.

10 mio. kr. går til FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCRs) indsats for tilbagevendte flygtninge samt for afghanske flygtninge, der opholder sig i nabolandene Pakistan og Iran. Der ydes ligeledes 10 mio. kr. i støtte til FNs Børnefond (UNICEFs) indsats for bl.a. at skabe bedre adgang til uddannelse, særligt for unge kvinder. 6 mio. kr. går til Dansk Røde Kors arbejde med bl.a. internt fordrevne samt assistance til mineofre og handicappede. Arbejdet udføres i samarbejde med Internationalt Røde Kors og lokale Røde Halvmåne afdelinger.

På trods af forbedringer i den humanitære situation, ikke mindst grundet sidste års rekordstore høst og den generelle økonomiske vækst særligt i byområderne, vil et betydeligt antal afghanere fortsat have behov for humanitær bistand i den kommende tid.

Særligt sårbare grupper specielt flygtninge, internt fordrevne og husholdninger uden en mandlig familieforsøger, har behov for hjælp. Men også folk i afsides beliggende bjergområder og fattige i byerne, hvor priserne på grundlæggende livsfornødenheder er høje og de traditionelle familienetværk ikke eksisterer i samme grad som på landet, har behov for assistance.

Den frivillige tilbagevenden fra nabolandene, hovedsageligt Pakistan og Iran, er fortsat betydelig. FNs Flygtningehøjkommissariat har netop opjusteret forventningerne til antallet af tilbagevendende flygtninge fra Pakistan i indeværende år fra 400.00 til 500.000.

Sikkerhedssituationen, særligt i landets syd- og østlige del, vækker fortsat bekymring og besværliggør nødhjælpsarbejdet. Flere organisationer har suspenderet deres aktiviteter i de mest urolige områder, og generelt er den internationale medarbejderstab ude i felten blevet skåret ned.

Nødhjælpsorganisationerne har generelt problemer med at opnå finansiering af deres programmer i Afghanistan.

Fra dansk side lægges der stor vægt på, at den humanitære bistand koordineres og udføres i samarbejde med den lokale administration.

Yderligere oplysninger hos Stefan Islandi, Kontoret for humanitær bistand og NGO-samarbejde, tlf. 33 92 19 21.