Kraftige regnskyl i Mozambiques hovedstad Maputo har skabt frygt for, at koleraepidemien i landet blomstrer op på ny. Kloakerne i byen er løbet over på grund af vandmasserne, og vejrudsigten lover mere regn i de kommende dage, fremgår det af Dansk Røde Kors hjemmesiden, www.redcross.dk.
– Efter regnen for en måned siden var kolera-behandlingscentret i Maputo fyldt til bristepunktet med nye smittede. Selv om centret kun har plads til 150 patienter af gangen, var her næsten 700 indlagte. Med de nye regnskyl frygter vi, at epidemien får fornyet styrke, siger Birte Hald, som er udsendt for Internationalt Røde Kors i Mozambique.
Koleraepidemien i Maputo brød ud i december, og siden har sundhedsmyndighederne konstateret 6.200 tilfælde, og 32 er døde af sygdommen.
500 frivillige fra Mozambiquansk Røde Kors arbejder på fuld tid for at hjælpe med behandlingen af de smittede på behandlingscentret i Maputo. Samtidig arbejder de frivillige for at begrænse spredningen af epidemien.
– De frivillige går fra hus til hus i de områder, hvor der er registreret koleraudbrud, og fortæller familierne, hvordan de kan undgå at blive smittet ved at forbedre hygiejnen og rense drikkevandet, fortæller Fernanda Teixeira, generalsekretær i Mozambiquansk Røde Kors.
De frivillige leverer også drikkevand til områder uden rent vand og bistår med medicin og oplysningsmateriale. – Uden de frivilliges utrættelige indsats, ville epidemien have spredt sig endnu mere, end det allerede er tilfældet, vurderer Fernanda Teixeira.