62 u-landsorganisationer, -grupper og -foreninger, som er medlemmer af foreningen bag netportalen u-land.dk, skal på den årlige generalforsamling onsdag i København ikke blot tage stilling til et navneskifte for portalen til Global.dk (se mere nedenfor), men også give grønt lys for, at private kommercielt drevne virksomheder kan komme med ind i medlemskredsen.
Det fremgår af forslag fra bestyrelsen til vedtægtsændringer, som skal behandles på generalforsamlingen.
Det foreslås således, at en paragraf i vedtægterne ændres, så der kommer til at stå, at medlemmer kan være både “danske organisationer, foreninger, institutioner og private virksomheder”.
Bestyrelsens motivation er, at “foreningen ønsker at brede den potentielle medlemsskare ud for at styrke portalen ved at give en bred indgang til potentielt alle danske aktører, der beskæftiger sig med udviklingsrelaterede spørgsmål”.
Et andet sted ønskes vedtægterne ændret fra formuleringen “Som medlemmer af foreningen kan optages enhver organisation eller institution, som arbejder ikke-kommercielt for at oplyse den danske befolkning om globale forhold” til følgende:
”Som medlemmer af foreningen kan optages enhver dansk organisation, forening, institution og privat virksomhed, som beskæftiger sig med udviklingsrelaterede emner, og som ønsker at oplyse den danske befolkning om globale spørgsmål.”
Motivationen for ændringen er, at “vi skal brede medlemsskaren ud – det ikke-kommercielle er røget ud. Det skal vi overveje konsekvenserne af…”, som bestyrelsen skriver i sit oplæg.
Det er ikke mange steder i u-landsmiljøet, at private firmaer tilbydes en så direkte indflydelse i en forening som her.
Foreningen bag netportalen har fået bevilget 1 million kr. fra Danidas Oplysningsudvalg for 2005. Væsentligt mindre end man havde søgt om.
Formålet med navneskiftet er at brede portalen ud til flere og større kredse. Navnet bliver helt præcist Global.dk – Overblik og Indsigt – Jorden Rundt – Året rundt
“Danmarks nye globale portal, Global.dk, giver den danske befolkning overblik over nyheder, job og arrangementer fra det danske udviklings- og menneskerettighedsmiljø”, skriver foreningen bag portalen tirsdag i en pressemeddelelse.
– Global.dk er et vindue ud til verden for alle, der interesserer sig for udvikling og menneskerettigheder. Med den nye portal vil vi gerne invitere mange flere brugere indenfor og give dem en overskuelig indgang til området, siger Suzette Frovin, bestyrelsesformand i Global.dk og oplysningskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd.
Bag portalen står en forening, som bl.a. tæller Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International og mindre kendte aktører som Foreningen af Udviklingsforskere i Danmark.
– Vi er stolte af, at vore medlemmer repræsenterer et bredt udsnit af danske organisationer og foreninger, der arbejder med globale emner. Det betyder, at du ikke finder det overblik, du kan få på Global.dk, andre steder på nettet, siger Suzette Frovin.
Global.dk lanceres onsdag (læs mere herom i u-landsnyt.dks kalender under dato 02.03.05).
Yderligere oplysninger om Danmarks globale portal Global.dk hos Suzette Frovin, formand for Global.dk, på tlf. 39 29 88 88 eller webkoordinator på Global.dk, Tine Sørensen på tlf. 77 31 01 22.
Global.dk, c/o Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 Kbn K