En ny rapport fra Amnesty International advarer mod det “uacceptable omfang af vold mod kvinder og piger” i dagens Afghanistan.
– Det internationale samfund har svigtet dets løfter om at bringe frihed og lighed til de afghanske kvinder. Ingen havde vel forventet at krigen skulle føre til umiddelbar kvindefrigørelse i Afghanistan, men at den nye situation ikke har skabt forbedringer, det er pinligt, siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling.
2 år efter Taleban-styrets fald har det internationale samfund og Afghanistans overgangsadministration, ledet af præsident Hamid Karzai, vist sig ude af stand til at beskytte kvinderne i landet. Risikoen for at blive udsat for voldtægt eller seksuel vold, fra bl.a. medlemmer af væbnede grupper, er stadig høj, vurderer Amnesty.
Tvangsægteskaber, blandt piger helt ned til 8 år, og vold mod kvinder i familien er udbredt i mange områder. Denne voldskriminalitet fortsætter med deltagelse af statsansatte, bevæbnede grupper, familier og mindre samfund.
Selv om kvinderne formelt har bevægelsesfrihed sætter tradition og lokalsamfund en lang række hindringer op for deres adgang til retssystemet. I de tilfælde, hvor kvinderne henvender sig til politiet eller domstolene, møder de ekstrem diskriminering.
– De internationale fredsstyrkers mandat må udvides, så sikkerheden også kan etableres udenfor Kabul. Derefter må der opbygges institutioner indenfor politi og domstole, hvor respekten for kvinders rettigheder indgår som en naturlig del, siger Lars Normann Jørgensen.
Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65