Pensionsselskabernes erhvervsorganisation erklærer, at medlemmerne har et medansvar for klimaforandringerne. Samtidig skriver pensionsselskaberne under på FNs principper for ansvarlige investeringer.
Alligevel har ikke et eneste af de danske selskaber en klimastrategi eller planer om at få en, konkluderer en ny undersøgelse fra vagthunden DanWatch ifølge en pressemelding fra organisationen fredag.
Fra ATP Pension til Topdanmark forpligter danske pensionsselskaber sig til større samfundsansvar gennem FNs principper for ansvarlige investeringer (UNPRI). Principperne bakkes op af pensionsselskabernes erhvervsorganisation, Forsikring & Pension, der talte varmt for klimaansvar på årsmødet i november 2008:
– Vi har som en stærk spiller i dansk økonomi også et medansvar for, at Danmark er et godt land at leve i. Derfor vedkommer klima og etik også os, sagde bestyrelsesformand Stine Bosse dengang.
Mindre end 7 måneder før regeringsledere fra hele verden mødes i København for at tale om løsninger for klodens klimaproblemer, har ingen af samtlige 10 danske pensionsselskaber, som Danwatch har talt med, lagt en strategi for investering i bæredygtig energi. Og de nærer tilsyneladende ingen ambitioner om at lade klimaspørgsmålet vise vejen for pensionsformuen.
Det er klima- og energiordfører for SF, Anne Grete Holmsgaard, utilfreds med: – Selvfølgelig skal pensionsselskaberne have en klimastrategi. Klimaudfordringen er et af de største problemer, vi står over for i dag. Den vil komme til at ændre den verden, vi lever i, den politik, vi fører, og den måde virksomheder tænker på, siger hun i pressemeldingen.
Klima i teorien – olie i praksis
Pensionsselskaberne kan i høj grad medvirke til at hæve ambitionsniveauet for den danske klimaindsats. Som Stine Bosse understregede på landsmødet, så har pensionsselskaberne med en formue på 1.600 milliarder kroner “muskler til at gøre en forskel”.
8 ud af de 10 adspurgte pensionsselskaber ejer imidlertid aktier i verdens 20 største børsnoterede olieselskaber, mens flere har investeringer i kulkraftværker og andre klimasyndere.
Er klima et samfundsansvar?
Pensionsselskaberne mener i modsætning til deres erhvervsorganisation ikke, at klimaproblemet er et samfundsanliggende. Hos ATP Pension fravælger man eksempelvis investeringer i virksomheder, hvis de ikke lever op til FNs principper om social ansvarlighed:
– Vi har solgt virksomheder, fordi de overskred retningslinjer omkring menneskerettigheder, arbejdsforhold og miljøforhold, fortæller Ole Beier, investeringschef i ATP – Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Men ATP vælger ikke et selskab fra på grund af klimaspørgsmål, anfører han.
Den opfattelse er gennemgående hos de adspurgte pensionsselskaber, når de taler om investeringsstrategier.
Både guldet og de grønne skove
Ifølge Steen Valentin, forsker i virksomheders sociale ansvar på CBS, kræver en egentlig strategi mere end blot at vælge virksomheder fra, når pensionsguldet investeres:
– Mig bekendt er der stor forskel på at frasortere de brådne kar og så aktivt investere ud fra klimavenlige strategier, siger han.
For at klimahensynet udvikler sig til en egentlig klimastrategi kræver det, at pensionsselskaberne aktivt vælger virksomheder til, når de investerer deres kapital. Og det positive tilvalg kan sagtens give pensionsselskaberne større afkast, mener Erik Alhøj, direktør i det rådgivende firma for bæredygtig investering, GES Investment Services Danmark:
– En måde at forene klimastrategier med økonomisk gevinst er ved at investere i fonde, som specialiserer sig i virksomheder som f.eks. vindmøllefabrikanter, der kan forbedre klimaet. En anden mulighed er at investere i virksomheder, der tænker mere på miljøet end andre gør, siger Alhøj.
Læs hele pressemeldingen på
http://www.danwatch.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=176