LO-forbundenes 2 store pensionskasser, Industriens Pension og Pension Danmark, investerer bl.a. i virksomheder, der producerer våben, rapporterer DR online mandag.
Industriens Pension har aktier i selskaber, som medvirker til produktion af klyngebomber, mens Pension Danmark investerer i selskaber som Boeing Co, United Technologies og Honeywell Intl, der ifølge den etiske vagthund Danwatch, medvirker til fremstilling af våben.
Bestyrelsesformand i Industriens Pension, Børge Frederiksen, er overrasket over pensionsselskabets investeringer i den type virksomheder.
– Det lyder ikke godt i mine ører med klyngebomber. Hvis det er tilfældet, er det noget, vi skal diskutere i bestyrelsesudvalget, siger Frederiksen, der også er gruppeformand i Industrigruppen, 3F.
Pension Danmark finder det ikke problematisk at investere i våbenproduktion. Investeringsdirektør Claus Stampe siger dog, at man ikke siden 2006 har investeret i firmaer, der medvirker til at fremstille de frygtede klyngebomber.