Britisk gennembrud for fairtrade – skal gavne tusinder af kakaobønder i Vestafrika

Redaktionen

Storbritanniens mest sælgende chokoladefirma Cadbury har besluttet at skifte til Fairtrade, skriver Max Havelaar i sit seneste elektroniske nyhedsbrev torsdag.

Cadburys Dairy Milk, som der sælges mere end 100 millioner chokoladebarrer af hvert år, vil fremover være lavet af Fairtrade-mærket kakao fra Ghana.

Cadbury er det største brand hidtil, som laver et sådan etisk skift. – Dette er en stor god nyhed for tusindvis af bønder i Ghana og for alle forbrugere, som gennem deres køb kan være med til at gøre en forskel, siger Todd Stitzer, der er chef hos Cadbury.

Chokoladekoncernen, der er markedsleder på 20 af de 50 førende konfektionsmarkeder, har valgt foreløbigt at investere 45 millioner pund i projektet.

Omkring 40.000 af Ghanas i alt 700.000 kakao-bønder vil nyde godt af den første fase af Cadburys omlægning til Fairtrade.

Omlægningen betyder, at bønderne får spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under sig: Hvis verdensmarkedsprisen dykker, sørger Fairtrade-ordningen for, at de får en mindstepris for deres råvarer.

Desuden tildeles bønderne en bonus, som de i fællesskab kan investere i sociale projekter såsom uddannelse eller i bedre produktionsforhold.

Der foretages også investeringer i løbende kvalitets- og produktudvikling. Endelig holdes der øje med, at der f.eks. ikke forekommer børnearbejde.

Også i Danmark vækker nyheden glæde:

– Hvis der for alvor skal ske forandringer blandt nogle af verdens fattigste bønder, så er det vigtigt med store og markante skridt som disse. For forbedringerne blandt bønderne står altid i et lige forhold til det antal produkter med Fairtrade-mærket, der bliver solgt, siger generalsekretær i Max Havelaar Danmark, Judith Kyst, og lægger til:

– Derfor tager jeg virkelig hatten af for Cadbury og andre store virksomheder, som er deres sociale ansvar bevidst og vælger at tage skridtet fuldt ud.

Andre store virksomheder har på det seneste valgt at engagere sig i Fairtrade.

Den amerikanske kaffekæde Starbucks har besluttet at fordoble sit engagement i Fairtrade i år og kommer dermed op på at sælge kaffe brygget på over 18 millioner kilo Fairtrade-mærket kaffe.

Sådanne markante omlægninger til Fairtrade er helt nødvendige, mener Judith Kyst:

– I efteråret sendte Danmarks Radio en dokumentar om Fairtrade-mærket te fra Sri Lanka. Den udsendelse viste, at de forbedringer, der fandt sted på plantagerne var små og foregik langsomt. Det skyldes, at der sælges så lidt te med Fairtrade-mærket på.

– Mit håb er, at markante valg, som det Cadbury har taget, i forhold til at omlægge store dele af produktionen til Fairtrade, og dermed sende store mængde af produkter med Fairtrade-mærket ud på markedet, kan være med til for alvor at sætte fart i de forbedringer, som er så nødvendige for nogle af verdens fattigste mennesker.

Man kan læse mere om Cadburys omlægning på den engelske Fairtrade hjemmeside
http://www.fairtrade.org.uk/press_office/press_releases_and_statements/february_2009/cadbury_dairy_milk_commits_to_going_fairtrade.aspx

Cadburys Fairtrade hjemmeside findes på
http://www.cadbury.com/ourresponsibilities/ethicaltrading/Pages/fairtrade.aspx