Trods fokus på økonomiske tilbageslag, fødevarekrise og finanskollaps stiger salget af Fairtrade-mærkede varer stadig markant i Danmark. Faktisk mere end økologi, skriver Max Havelaar fonden i sit seneste elektroniske nyhedsbrev fredag.
Sukker, kaffe og bananer er blot 3 af de produkter med Fairtrade-mærket, som danskerne i stigende grad putter i indkøbskurvene.
I første halvår af 2008 blev der omsat for omkring 210 millioner kr. Fairtrade-mærkede varer i de danske butikker. Det svarer til en vækst på 74 procent i forhold til første halvår 2007. En vækst, der kan sammenholdes med f.eks. økologi, som Økologisk Landsforening skønner stiger med cirka 20-25 pct. i år.
Det store antal af nye Fairtrade-mærkede varer på butikkernes hylder har været med til at drive væksten frem.
Alene i første halvår af 2008 er der lanceret 157 nye produkter på det danske marked. Og danskerne har for alvor fået øjnene op for at Fairtrade drejer sig om mere end kaffe og bananer – mange af de nyere produkter klarer sig rigtigt godt.
Eksempelvis er salget af Fairtrade-mærket bomuld mere end syvdoblet fra første halvår 2007 til første halvår 2008, og salget af Fairtrade-mærket is mere end femdoblet.
Både detailkæderne, de store fødevarevirksomheder og iagttagere beretter om, at de danske forbrugere er ved at dele sig i 2 store grupper.
Den ene gruppe forbrugere går helt målrettet efter de billigste fødevarer. Den anden er parat til at betale for kvalitet og varer med en etisk profil. Begge disse yderpunkter i markedet er i hastig vækst.
– På trods af de måske mindre positive økonomiske vinde, så tyder intet på, at folk vælger Fairtrade fra. Tværtimod regner jeg med at væksten vil fortsætte. Fairtrade er ved at blive en integreret del af danskernes forbrug. Alt sammen til glæde for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere, der også er hårdt ramt af de stigende fødevarepriser, siger generalsekretær Judith Kyst fra Max Havelaar.
Også internationalt er der fremgang for Fairtrade. Et eksempel er Storbritannien, hvor salget i sidste kvartal således er steget med 55 procent. I 2007 var det samlede salg af Fairtrade-mærkede varer i verden på omregnet omkring 15 milliarder kr.