Max Havelaar på kontrakt med Udenrigsministeriet

Redaktionen

Den 4. januar 2007 underskrev Max Havelaar en resultatkontrakt med Udenrigsministeriet. Dermed er Max Havelaar sikret støtte til de næste tre års indsats for Fairtrade.

Max Havelaar har de seneste 5 år ansøgt om tilskud fra Danidas Importstøtteordning, og har fået bevilliget penge i 1-2-årige perioder. Med den nye resultatkontrakt, er Max Havelaar derimod sikret en fast økonomisk støtte i perioden 2007-2009.

– Vi er utroligt glade for at kunne underskrive en resultatkontrakt, siger Judith Kyst, generalsekretær i Max Havelaar Danmark.

– Det er en stor tillidserklæring til mærkningsordningen Max Havelaar, og frem for alt giver det ro til at kunne arbejde målrettet med vores strategier, særligt i forhold til mere langsigtede markedsføringstiltag.

Resultatkontrakten er blevet til efter en løbende dialog med Danida. I kontrakten lægges der bl.a. op til et fortsat tæt samarbejde med danske virksomheder, oplysning og events, samt en udvikling af kontrollen med virksomhederne.