Norge har nu også en Fairtrade by

Redaktionen

Max Havelaar Norge har udnævnt Sauda til den første Fairtrade-by, og konceptet skal nu udbredes til hele landet, beretter Max Havelaar Danmark.

23. August gav Max Havelaar Norge den lille by og kommune Sauda status som Fairtrade-by.

Fairtrade-by er en udnævnelse af byer og kommuner, der arbejder aktivt med at øge kendskabet til og forbruget af Fairtrade-mærkede produkter.

Sauda by og kommune ligger små 100 km nord for Stavanger, inderst i Boknafjorden. Her bor knap 5000 indbyggere, og det var her Max Havelaar Norge fandt ildsjælene som skabte Norges første Fairtrade-by.

I Sauda by møder man Fairtrade-mærket overalt. Alle tre supermarkeder har et fint udvalg af Fairtrade-mærkede varer, og caféer, barer, restauranter og hoteller serverer Fairtrade-mærket kaffe.

En lang række virksomheder, alt fra rejsebureauet til banken, har desuden valgt at skifte over til Fairtrade-mærket kaffe. Og som kronen på værket introducerer skolerne eleverne for Fairtrade.

Konceptet stammer fra Storbritannien. Her dukkede den første Fairtrade Town op på kortet i år 2000. Det var en by på størrelse med Sauda, Garstang, som fik titlen først.

Siden har 150 byer fået Fairtrade-status, heriblandt millionbyen Birmingham, Wales’ hovedstad Cardiff, universitetsbyen Oxford samt store dele af London.

Tidligere på året fik Malmø status som Fairtrade-by i Sverige.

Også Max Havelaar Danmark ser nu på mulighederne for at indgå et samarbejde med kommuner og byer, så også Danmark kan få sin første Fairtrade-by.

Læs mere: www.maxhavelaar.dk