Fair Trade har gode dage

Redaktionen

En undersøgelse af Fair Trade i 25 euroæiske lande viser, at salget af Fair Trade produkter er steget stærkt siden år 2000, skriver Max Havelaar i sit seneste elektroniske nyhedsbrev “Fair News”, der kom ud fredag.

Detailværdien af Fair Trade produkter i Europa overstiger nu 660 mio. euro årligt. Det svarer til 4,9 milliarder kr. og er en stigning på 154 procent over de seneste 5 år. Dermed er Fair Trade et af de hurtigst voksende markeder i verden.

Europa er langt det største marked med mellem 60 og 70 procent af det globale salg. Her kan man nu købe Fair Trade produkter i 79.000 butikker.

I en del lande er markedsandelene for Fair Trade produkter imponerende. Schweiz er topscoreren. Her er markedsandelene 47 procent for bananer, 28 pct. for blomster og 9 pct. for sukker.

Danskerne pænt med
Et land som Danmark har ikke de samme markedsandele, til gengæld lægger danskerne målt pr. indbygger en pæn sum i Fair Trade varer. Her kommer danskerne ind på en fjerdeplads med 2,22 euro årligt (ca. 16,50 kr.).

Igen er Schweiz topscorer (18,47 euro). Andenpladsen tilfalder Luxemburg (4,43 euro) og tredjepladsen Storbritannien (3,46 euro).

Største importører
De 7 største importører i Europa har en årlig omsætning på mere end 10 mio. euro (ca. 75 mio. kr.). De 3 største importører er Gepa (Tyskland), Ctm Altromercato (Italien) og Cafédirect (UK).

Hele rapporten
“Fair Trade in Europe 2005” er lavet af en sammenslutning af Fair Trade organisationer: FLO, IFAT, NEWS og EFTA.

Læs den på

http://www.ifat.org/

http://www.worldshops.org/news/new.html