FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) giver fredag sin særlige pris til Tom Heinemann og dokumentaren “Den bitre smag af te”, som DR 1 viste sidste efterår, skriver DR online.
Bitter te er ikke noget, der huer ret mange, men FAO kan godt li’ smagen. I hvert fald har organisationen besluttet, at dens såkaldte OSIRIS-pris i år skal gå til DR-dokumentaren “Den bitre smag af te”, som DR1 viste den 26. november 2008.
Det er Tom Heinemann og Erling Borgen, der har produceret dokumentarfilmen, og hæderen bliver overrakt fredag i forbindelse med den internationale Agrofilm Festival i Nitra i Slovakiet.
Festivalen beskæftiger sig med film om emner som videnskab, økologi, ernæring og livskvalitet. “Den bitre smag af te” fortæller historien om globaliseringens bagside, og om hvordan fattige arbejdere i Sri Lanka, Indien og Kenya betaler en høj pris for at levere billig te til ellers velrenommerede vestlige virksomheder og organisationer. Samtidig ser den også på forholdene i de Fairtrade-godkendte plantager.
Solgt til mange lande
“Den bitre smag af te” er tredje og sidste dokumentarfilm i makkerparrets serie “Flip the Coin”, hvor de også har lavet dokumentarer som “Når tilbud dræber” og “Et tårn af løfter”, som ligeledes har været vist på DR1. Serien er blevet til i samarbejde mellem de nordiske tv-stationer NRK, SVT og DR.
I foråret modtog “Den bitre smag af te” Al-jazeeras særlige Freedom Award, og DR Internationalt Salg har solgt filmen til 14 lande, bl.a. Israel, Polen, Canada, Australien og Japan.
Før hædret i Slovakiet
Det er anden gang, Tom Heinemann og DR vinder en pris på Agrofilm-festivalen. I 2007 var det en anden film fra samme serie – nemlig “Når tilbud dræber”, der modtog det slovakiske miljøministeriums pris.
Yderligere oplysninger hos Jan Dohrmann, tlf. 35 20 30 14 og 28 15 43 96, e-mail: [email protected] – DR Kommunikation
eller journalist Tom Heinemann, Heinemann Media, 20 81 66 84.