Scenen er sat i København fra søndag til den anden arabisk-europæiske dialog om menneskerettigheder (se også i u-landsnyts kalender under dato 21.10.07).
Det er det Nationale Center for Menneskerettigheder i Jordan og Dansk Institut for Menneskerettigheder (IMR), der er værter, og emnet er diskrimination, skriver organisationerne i en fælles pressemelding fredag.
Det har været længe undervejs. Mere end 2 er gået, mens det jordanske Nationale Center for Menneskerettigheder og Dansk Institut for Menneskerettigheder (IMR) har opbygget en platform for dialog mellem europæiske og arabiske menneskeretsinstitutioner.
– Dialog er en af hovedingredienserne, når det kommer til at fremme og beskytte menneskerettigheder. Alle, der arbejder i det felt, har brug for at dele erfaringer med hinanden og lære af hinanden. Det har hele tiden været udgangspunktet for dette initiativ, siger direktør for IMR, Morten Kjærum.
I foråret 2007 blev idéen til virkelighed og en arabisk-europæisk menneskeretsdialog for nationale institutioner på området blev lanceret. Hermed blev der skabt et forum, hvor menneskeretstemaer med global relevans, såsom terrorisme og diskrimination, kunne blive diskuteret.
Nu er scenen så sat for initiativets andet møde. Denne gang er temaerne “ikke-diskrimination” og ligebehandling, og hvordan diskrimination på baggrund af etnicitet, religion eller køn kan bekæmpes.
– Det er helt afgørende emner. På globalt plan er den mest almindelige overtrædelse af menneskerettigheder diskrimination, så det er på høje tid, at vi tager fat på emnerne og deler vores viden, understreger Morten Kjærum.
Resultater i Jordan
Det første dialogmøde fandt sted tidligere på året i Jordans hovedstad, Amman. Her så deltagerne nærmere på international antiterrorlovgivning og dens indflydelse/betydning på menneskerettigheder.
Morten Kjærum fortæller, at det første møde gav rigtig gode resultater, og at de deltagende parter blev enige om centrale spørgsmål.
– F.eks. understregede vi, at staten altid er forpligtet til at sikre, at antiterrortiltag overholder internationale menneskeretsstandarder. Og vi kom med en fælles opfordring til politikere og medier om at undgå at beskrive kampen mod terrorisme med etnisk diskriminerende stereotyper og i stedet fokusere på de grundlæggende årsager og egentlige udfordringer, fortæller han.
Derfor er der høje forventninger til dialogmødet i København. Især når man ser nærmere på de højtplacerede talere fra 11 arabiske og europæiske menneskeretsinstitutioner (se mere i u-landsnyts kalender).
Yderligere oplysninger hos direktør Morten Kjærum, tlf. 32 69 88 60 og Birgit Lindsnæs, leder af International Afdeling, tlf. 32 69 88 59