Danmark er forpligtet til at bekæmpe enhver form for menneskehandel, og derfor hilses regeringens nye handlingsplan velkommen. Men på et afgørende område svigter den: Man glemmer kvindernes rettigheder, skriver afdelingsleder hos Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, i et indlæg i Information torsdag.
Hun fortsætter:
Selv om slaveri stadig finder sted i dag, er det noget vi ofte forbinder med en fjern og kolonialistisk fortid – fra dengang man med kynisme og umenneskelighed stjal mennesker til et uværdigt liv med tvang og underkastelse uden udsigt til frihed eller lighed.
Ganske vist antager slaveri i dag andre former end for 200 år siden. Men kynismen og menneskeforagten, der ligger bag, er den samme. Det samme er konsekvensen for ofrene.
Ifølge den Internationale Organisation for Migration er den internationale menneskehandel skyld i, at millioner af mennesker hver dag anbringes i en håbløs og dybt nedværdigende situation.
Herhjemme er kvindehandel den værste konsekvens. Det vil sige køb og salg af kvinder og piger til seksuelle ydelser – som prostituerede på gadehjørner og bordeller eller som anonyme kontaktannoncer.
På den kvantitative side anslås det, at der er op til 2.500 udenlandske prostituerede herhjemme. En del af disse er ofre for menneskehandel, men selvom disse mennesker altså er synlige i vores samfund, er vi alligevel ikke klar over hvor mange, der helt nøjagtigt er tale om.
Handel med mennesker er uden tvivl en af de værste og groveste overtrædelser af menneskerettighederne.
Menneskerettighederne er netop vedtaget for at beskytte mennesker mod overgreb og krænkelser og for at sikre alles ret til et liv i frihed, lighed og værdighed.
Danmark er derfor forpligtet nationalt og internationalt til at arbejde for at bekæmpe undertrykkelse og udnyttelse af kvinder og børn og til bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet.
Plads til forbedring
Når regeringen præsenterer sin nye handlingsplan mod menneskehandel, er det derfor på mange måder et skridt i den rigtige retning. Det er positivt, at man vil dæmpe efterspørgslen efter kvinderne, oprette krisecentre og styrke politiets arbejde og den internationale indsats.
Men desværre er der også plads til forbedring på et meget væsentligt område – nemlig hvad angår kvindernes rettigheder.
I handlingsplanen udvides kvindernes beskyttelsesperiode fra 30 til 100 dage – det vil sige den periode, hvor de handlede kvinder er i beskyttelse hos politiet og kan modtage hjælp fra hjælpeorganisationer som f.eks. Reden i København, Odense eller Århus. Men disse 100 dages ”helle” er forudsat, at kvinderne samarbejder med politiet.
Fra et humanitært perspektiv er dette problematisk, fordi mange af de kvinder, vi taler om, kan være for stressede og pressede til at imødekomme et krav om samarbejde – selv om det på sigt er til deres egen og andres fordel. Og en beskyttelsesperiode på kun 30 dage er ikke nødvendigvis nok til at ændre ved dette forhold.
Men også rettighedsmæssigt er det problematisk, da et sådant tilbud ikke udgør reel beskyttelse. Deres ret til et liv i værdighed og uden tvang og undertrykkelse er så at sige til låns – og afhængig af deres vilje til at indgå i et kriminalitetsbekæmpende samarbejde med politiet i Danmark.
Det er en ”noget for noget politik”, som mangler et grundlæggende menneskerettighedsperspektiv. For hvad sker der egentlig, hvis de vælger ikke at samarbejde (og det kan man forestille sig mange grunde og gode til)?
Konsekvensen må være, at de i nogle tilfælde straffes med en kortere beskyttelsesperiode og udvises af landet – med illegalt arbejde eller illegalt ophold som begrundelse. Det vil sige, vi sender nogle af disse piger og kvinder hjem som kriminelle til en uvis fremtid i deres hjemland. Måske tilbage til de bagmænd der sendte dem til Danmark i første omgang.
Alle må tage ansvar
Det er afgørende, at vores lovgivning og ressourcer rækker til at hjælpe de mennesker, der er i nød, og til at bekæmpe de kyniske og menneskefjendske bagmænd, der styrer handlen.
Individets ukrænkelige rettigheder og fastholdelsen af dets selvbestemmelsesret og værdighed er til enhver tid et samfundsmæssigt anliggende.
Derfor må vi alle tage ansvar for at hjælpe ofrene, og derfor bør vi sikre, at menneskeretsperspektivet altid er til stede som det rettigheds- og værdimæssige grundlag i kampen mod kvindehandel – både herhjemme og internationalt, slutter Birgitte Kofod Olsen.
Indlægget stod i dagbladet Information torsdag den 8. marts 2007 og gengives med forfatterens tilladelse. Læs mere på www.menneskeret.dk
