Kronik i Berlingske Tidende torsdag den 25. november af Martin Breum
Journalist Martin Breum er tidl. vicedirektør i International Media Support og nu studievært på DR2s aktualitetsprogram, “Deadline”, men gør opmærksom på, at han skriver som privatperson.
Af Martin Breum
En undersøgelse viser nu, at de danske mediers dækning af krigen i høj grad påvirkes af den amerikanske koalitions mediestyring. Det bør både tilhængere og modstandere af krigen se som et problem. Forskernes rapport påpeger også, at medierne har behov for øget professionalisering.
Den analyse af de danske mainstream-mediers dækning af Irak-krigens første uger, som 3 medieforskere lagde frem i sidste uge, rummer bl.a. følgende konklusion:
“For koalitionen var det vigtigt at fremstille krigen som motiveret af demokratiske og humanitære hensigter, hvorfor den måtte føres så skånsomt som muligt. På den baggrund må koalitionens evne til at styre medierne vurderes som en succes: Invasionen fremstod relativt skånsom, samtidig med at medierne leverede indtrykket af, at man rapporterede meget tæt på krigens virkelighed” (www.modinet.dk).
Analysen dissekerer bl.a. mediernes kildevalg og de “forståelses-pakker”, som mediernes dækning producerede. Hovedtendensen er klar: De store danske medier har ikke været i stand til at fastholde en tilpas professionel distance til det billede af krigens virkelighed, som det politisk-militære establishment har ønsket, at vi alle skulle være fælles om.
De store morgenaviser, DR og TV2 fokuserede især på det militær-tekniske, på tropperokeringer, fly, kampvogne, bomber, militær logistik og strategi, og benyttede i dominerende grad amerikanske eller danske militærkilder som de ekspertvidner, der skulle udlægge sandheden om krigen.
Det var et mediefokus, der formidlede netop den forståelse af krigens årsager og forløb, som koalitionens partnere foretrak. Det lykkedes at fastholde mediernes fokus på det militær-tekniske, samtidig med at omtale af krigens ofre, de sårede og døde, stort set udeblev.
De sårede og døde forblev under invasionen et ganske i overenstemmelse med koalitionens ønske om at fremstille krigen som civiliseret og moderne. (Berlingske Tidende var ikke omfattet af analysen, men der er ikke grund til at tro, at resultatet her ville være anderledes).
Forskerne er hurtigt blevet beskyldt for at være både imod krigen, politiserende og enstrengede. Og man skal klart nok ikke overfortolke en rent kvantitativ analyse af noget så komplekst som et mediebillede.
Men uanset med hvilke briller man vælger at læse, vil man finde forskernes tal, der ikke rigtig er til at komme udenom: Der er noget om snakken. Og det bør både tilhængere, fortalere og krigens tvivlere være enige om at se som et problem.
I en tid, da de danske troppers tilstedeværelse i Irak er genstand for tilspidset politisk debat, er det selvsagt vigtigt, at pressen udnytter hele sit potentiale for kritisk at belyse de udsagn, politikere af enhver art og militærets talsmænd fremsætter om krigen.
Der er myriader af gode forklaringer på, hvorfor det ikke sker i dag. Pengemangel, sikkerhedsproblemer i Irak, stigende hastværk i nyhedsjagten (især på TV), de amerikanske nyhedsbureauers og billedbureauers dominans – remsen er velkendt.
Udfordringen består ikke længere i at forklare, men i at erkende de svagheder, der er i mediedækningen, og så finde en vej frem. Her er forskerne tavse, så den seriøse udfordring består nu i at skitsere og gennemføre realistiske forandringer i den måde, medierne opererer på i en krigssituation, hvor Danmark optræder aktivt på den ene side af konflikten.
Det opløftende i den sammenhæng er, at forskerne også dokumenterer en udbredt ambition i medierne om netop at nuancere dækningen. I de uger i marts-april 2003, analysen dækker, gjorde mediernes faktisk deres egne problemer med at dække krigen til et væsentligt tema.
Derudover skriver forskerne, at “den betydelige dækning af hverdagslivet i Irak under krigen afspejler (…) en ambition om at gå bag om krigens officielle ansigt og levere et alternativt eller supplerende billede”.
Selv om denne hverdagsdækning med forskernes ord aldrig blev “en hoved-ingrediens”, sandsynliggør også den, at ubalancerne i krigsdækningen ikke er udtryk for strategiske eller politiske valg i redaktionslokalerne. De er snarere tegn på strukturelle svagheder i mediernes funktion: manglende prioritering, for små budgetter og ikke mindst usikkerhed over for alternativer til de faste arbejdsmønstre.
Heldigvis eksisterer der uden for Danmark i dag en idé-masse, der kan bruges. Erfarne mediefolk især i England, men også i Canada, USA, Indien og Sydafrika har længe bakset med at finde nye veje til bedre konfliktdækning.
Det lille, private Institute for War and Peace Reporting i London rejste f.eks. i god tid inden krigen til Irak og har i dag opbygget en hel lille stab af unge, irakiske journalister, der under kyndige, redaktionelle kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger producerer glimrende journalistik om Irak-krigen med en righoldighed af kilder, perspektiver og indsigt, der normalt overgår standardvaren i dansk presse (www.iwpr.net).
IWPR har god erfaring med lignende indsatser i eks-Jugoslavien, Kaukasus og Afghanistan. En tilsvarende indsats for at sikre professionel, lokal-forankret dækning kunne dansk presse have iværksat – og det er ikke for sent.
Modellen har mange variationsmuligheder: Der er intet principielt til hinder for, at danske medier ansætter irakiske reportere i Irak eller indleder partnerskaber med de nye mediehuse i Bagdad. (2 redaktører – fra avisen Al Mada og fra Radio Dijla – gæster Danmark i weekenden).
Perspektiverne er rige: bedre kilde-adgang i Irak, parløb mellem danske og irakiske journalister, evt. via internet så længe sikkerheden er så ringe, løbende indsigt i lokale udviklinger, bedre indsigt i lokale tankemønstre, en højere grad af kontinuitet og mobilitet, øget sikkerhed når danske reportere er i Irak osv.
Tror man ikke på de lokale mediefolks integritet, findes der professionelle f.eks. i Jordan, Egypten eller Golfstaterne, der med sikkerhed ville værdsætte et samarbejde og bedre økonomisk grundlag for arbejdet i Irak.
Sådan opgradering af dækningen i Irak koster penge. Men når vi nu med forskernes analyse i hånden må konstatere, at dilemmaet med ubalancerne og manglerne i krigsdækningen er kollektivt, var det måske værd at overveje en fælles indsats for at komme videre.
De store medier ejer i forvejen i fællesskab et helt nyhedsbureau, Ritzaus, der mod et ekstratilskud givetvis ville være glad for at opbygge en egentlig, selvstændig og facetteret dækning i Irak (evt. i samarbejde med irakiske journalister), sådan at den samlede danske presse fik et tiltrængt supplement til det eksisterende udbud af nyhedsmateriale.
Eller medierne kunne i fællesskab etablere et brohoved i Irak, bemandet med behørigt dansk-arabisk personel med mandat til at producere et balanceret vitamintilskud til det eksisterende.
Her i landet ville mediedækningen vinde i nuancering og bredde, hvis nøglemedarbejderne på redaktionerne fik en højere grad af indsigt i regulær konfliktanalyse, sådan at krigsdækningen ikke i så høj grad som i dag begrænses til de vinkler, indfald og tankemønstre, der hersker blandt koalitionens egen militærfolk og politiske ledere, men løbende forsynes med nye bud på kilder, vinkler og perspektiver.
En større bredde i pressens journalistiske tilgang til krigen kunne f.eks. opnås ved et tættere samarbejde med uafhængige konfliktforskere, der på kontraktbasis forpligtes til løbende at træne redaktører og reportere i konfliktanalyse og til selv at levere konkrete, opdaterede analyser af krigens forløb, supplerende indfaldsvinkler med nye forslag til relevante kilder og dokumentation.
Materiale der ikke nødvendigvis skal publiceres, men som det ville være op til de ansvarlige redaktører at tage stilling til og arbejde videre med, præcis som de i dag tager stilling til de kilder og det materiale, der allerede optræder.
En sådan konfliktfaglig opgradering af redaktionernes beredskab ville være dyrt men godt, og kunne – på samme måde som en øget indsats i Irak – udmærket organiseres som et fælles gode. Det kunne ske f.eks. via Dagspressens Finansieringsinstitut (med en let bøjning af instituttets mandat) eller Center for Journalistisk og Efteruddannelse i Århus.
Ingen af de her nævnte tilgange ville anfægte de klassiske, journalistiske principper, de ville ikke anfægte mediernes frie fortolkningsret eller forskellighed og ej heller det forsatte fokus på væsentlighed som det centrale kriterium i den daglige redigering.
Der er ikke brug for øget politisering af den journalistiske dækning af Irak-krigen. Tværtimod. Forskernes rapport viser, at medierne har behov for øget professionalisering – og gerne snart.
Kronikken stod i Berlingske Tidende torsdag den 25. november 2004 og gengives af u-landsnyt.dk med tilladelse fra forfatteren og Berlingskes debatredaktion.
