Timbuktu Fondens pris for kritisk u-landsjournalistik 2010 på 100.000 kr. blev tirsdag overrakt journalist Thomas Aue Sobol i Dansk Journalistforbunds lokaler i København.
Den 33-årige prisvinder blev bl.a. hyldet for sin insisteren på “at holde fast, hvor andre for længst har givet slip”, og for at være god til at “sætte fokus på problemer og dilemmaer, der ellers ikke når mediernes spalter”.
DOKUMENT
Thomas Ravn-Pedersen, formand for Timbuktu Fondens bestyrelse, holdt pristalen, som kan læses her:
Danmarks største journalistpris, Timbuktu Prisen – indstiftet som følge af Jørgen Harboes fantastiske donation for to år siden – er en af fondens årlige uddelinger til støtte for global journalistik og u-landsoplysning.
Jeg skal måske lige sige, at vores navn er inspireret af det gamle Timbuktu i Mali, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen!
Det er anden gang Timbuktu Prisen skal uddeles. Og det er mig en stor glæde i år at kunne holde tale for dig, Thomas Aue Sobol!
Igen i år går prisen til en freelance journalist, der trods din unge alder, allerede har et kundekartotek, som mangen en gammel journalist ville misunde.
Samtlige landsdækkende morgenaviser har du skrevet for. Og Weekendavisen. Ud og Se, Euroman og en imponerende stribe af aviser i alle vore nabolande.
Journalistik med tyngde og bredde
Juryen var imponeret over både din tyngde og bredde i i din produktion og af at din journalistik er præget af, at du vender tilbage til områder og problemer, når de er ude af de fleste mediers søgelys. Det har ikke mindst været tilfældet med dine reportager fra Burma.
I en tid, hvor vi næsten ikke kan få korte nyheder nok, hvor twitters 6o tegns og nyhedstjenesternes sms bombardement forkorter og forenkler – vælger du at gå den modsatte vej med lange velskrevede features i bedste ’The New Yorker’ stil.
Du minder mig faktisk om min elevtids beundring for datidens ukronede feature konge, Stig Olesen fra Jyllands-Posten.
Med et dejligt veloplagt sprog og en stil, der driver mig som læser frem gennem velresearchede og oplevelsesmættede reportager, interviews og en enkel kommentar her og der. Aldrig med løftede pegefingre, men med en personlig og professionel undren over at verden ser ud som den gør i Burma, Kina, Nordkorea eller i Afrika – og med en varm solidaritet med kilderne – hvad enten de er udstødte ofre eller bødler, ølpiger eller bryggerichefer eller militærnægtere og pædofile.
Hvor andre vælger den enstrengede dokumentar, forsøger du derimod at få hele horisonten med. Og netop her, skinner din indstilling til faget igennem.
Du praktiserer journalistik med holdning. Og du viser vej på en imponerende veloplagt måde. Med et hav af detaljer, fine udvalgte citater og billeder. Nogle gange i ord andre gange fotografiske som dine gode makkere eller du selv har taget.
Da du arbejdede fast for Jyllands-Posten beskrev de dig som én, der befinder sig bedst på denne verdens hullede biveje. Det er da faktisk et meget godt billede. Dit gennembrud var vel reportagerne fra Burma efter Nargis havde ramt landet for to år siden.
Du gemte dig på et lad under en presenning og kom længere ud end nogen anden journalist. Og ikke nok med det – du gjorde det dybt sympatiske og temmelig usædvanlige – at vende tilbage til en ellers totalt overset krog af verdenen et år efter. Da var du igen at finde i Irrawaddy-deltaet, og berettede om en undertrykt befolknings kamp for at overleve junta og orkaners hærgen.
Da du mødte en af heltene fra opstanden på den Himmelske Freds Plads i Beijing, citerer du Wuer Kaixis definition på mod: “Mod er ikke at gøre noget uden at være bange. Det er at gøre noget, selv om man er bange”.
Mon der her gemte sig et citat, som også passer på dig selv?
Holder fast, hvor andre giver slip
Som der stod i den indstilling vi modtog på dig, så kendetegner det dig også, at du insisterer på at holde fast, hvor andre for længst har givet slip. Og at du er god til at sætte fokus på problemer og dilemmaer, der ellers ikke når mediernes spalter.
For hvem er det eksempelvis, det går ud over, når vi andre ikke vil hjæl-pe, fordi vi er bange for at blive sat i forbindelse med en flok generaler? Så er det den undertrykte befolkning, der bliver taget som gidsler.
Som sidste års prismodtager, Tom Heineman, rapporterer du også fra bagsiden af globaliseringen. Om vestlige virksomheders og forbrugeres medansvar for livsvilkårene i u-lande.
For eksempel når du skriver om ”Ølpigerne fra Cambodja” og afslører at kvinder fortsat bliver udsat for vold og seksuelle overgreb, når de serve-rer Carlsbergs øl. Men også giver Carlsberg mulighed for at forklare sig og dermed er med til at skubbe på og fastholde dem på deres etiske ansvar.
Din journalistik bliver oftest til for egne midler og uden store sponsorer eller bladhuse i ryggen, og det er i sig selv en præstation i disse år. At du så er dygtig til at versionere og få maksimalt udbytte af din journalistik er kun velfortjent.
Da du for to år siden modtog den lille Cavling pris, Kristian Dahls minde-legat, sagde du, at du var glad for at have valgt freelance tilværelsen, fordi du efter i mange år at have lavet de hurtige nyheder trængte til at komme ud. Ikke bare for at komme ud at opleve en masse. Men for ”at komme i dybden med nogle ting”, som du dengang sagde til Journalisternes fagblad.
Netop din stædighed – og insisteren på at komme i dybden og på at vende tilbage til de glemte konflikter har gjort indtryk på juryen.
Juryen har også lagt væk på dit stærke fokus på menneskerettigheder og på sammenhængen mellem forbrug og produktion i vores del af verden og de vilkår verdens fattigste lever under.
Jeg vil også for egen regning give et eksempel på din usædvanlige journalistiske metode. I artiklen “Afsløringen ingen gad høre om” som man kunne læse i martsnummeret af Euroman, beskrev hvordan en Cavlingprisvinders journalistik ingen effekt havde haft – overhovedet.
Om Jesper Tynells afsløring af Claus Hjort Frederiksen som en løgner og minister, der bevidst havde givet urigtige oplysninger. Det kan vi alle sammen blive enige om er slemt nok.
Men Thomas’ genistreg i artiklen var at vende sig om – og se på DR, og undre sig over, hvorfor en kæmpe nyhedsinstitution ikke selv havde fulgt op. Så en sag som Jesper Tynells havde kunnet få konsekvenser. Det har netop artiklen i Euroman så faktisk også haft – men i DR, og ikke i regeringen.
Stærke finalister
Timbuktu-prisen uddeles på baggrund af indstillinger fra journalistiske kolleger. Vi modtog 21 indstillinger på 13 forskellige kandidater. Og du var i hård konkurrence, Thomas!
De to andre nominerede var journalist og fotograf Jørn Stjerneklar og organisationen DanWatch.
I et meget svært opløb mellem stærke finalister løb du med prisen Thomas. Og det gjorde du, fordi du er en fornem repræsentant for den traditionelle journalistiske reportage med engagement og stor faglig dygtighed – og ikke mindst – måske det allervigtigste – at du evner at nå ud til brede og forskellige målgrupper.
Og det er på alle måder i overensstemmelse med kriterierne for tildelingen af Timbuktu-prisen.
I Timbuktu Fonden glæder vi os også over dine to forslag til hvordan prisen på 100.000 kr. kan bruges til nye projekter.
Det ene er forslaget ”Burmesiske drømme – en rejse gennem et af ver-dens mest brutale regimer”. Det andet er et stort tværmedialt projekt med fokus på flygtningepolitik og flygtninges vilkår i de nærområder, der ofte omtales som et alternativ for flygtninge, der søger til Europa.
Ikke mindst det sidste havde juryens interesse. Planen er et internationalt projekt blandt andet med et interaktivt verdenskort, der gør det muligt at klikke ind på flygtningesituationer verden over.
Til sidst – vil jeg gerne på Timbuktu Fondens vegne takke jurien for et rigtig godt stykke arbejde.
Tak til Didde Elnif fra Dansk Journalistforbund og Jan Kjær fra Nairobiklubben for jeres gode assistance og fine indsats sammen med fondens egen Knud Vilby.
Og inden prisen er din – vil jeg gerne give et par eksempler på din skrivestil og seriøsitet som reporter. Her er fra artiklen ”EFTER STORMEN 1” i Weeekendavisen sidste år:
Fra Aue Sobols artikel “EFTER STORMEN 1”
For et år siden var risbonden U Kyaw så udmagret, at hans ribben syntes at ville vokse ud af kroppen på ham, og hans blik så paralyseret, at man ikke var i tvivl om, at denne mand havde været i helvede.
I Irrawaddy-deltaet hed helvedet Nargis. Cyklonen bragte en syv meter høj bølge med sig, der skyllede 35 kilometer ind over land og efterlod et spor af død og ødelæggelse. Kyaw mistede to døtre og et barnebarn.
I tre dage sejlede han op og ned ad floden for at finde dem, og han gik kilometervis ind og ud mellem rismarkerne. Til sidst gav han op. Stanken af død havde taget over, der var ganske enkelt for mange lig. 140.000 døde, 2,4 millioner ramte og en flok paranoide generaler, som ikke ville lukke nødhjælpen ind.
Ét år efter katastrofen er Weekendavisen rejst tilbage til Irrawaddy-deltaet for at finde ud af, hvordan det er gået med U Kyaw og de hundredtusinder af mennesker, der siden har kæmpet for at komme på fode igen. Men også for at udforske, hvordan man hjælper et folk, der er kørt i sænk efter at have levet næsten fem årtier under et militærdiktatur, der synes at være ligeglad med sin egen befolknings ve og vel.
Frygten for at blive sat i bås med kyniske generaler betyder, at Burma før Nargis-katastrofen blot modtog 3 dollar i udviklingsbistand per indbygger, mens andre fattige lande i Sydøstasien som Cambodja og Laos fik henholdsvis 38 og 63 dollar. Eller tag en slyngelstat som Sudan, der henter 55 dollar per indbygger.
Du er fremragende til at finde spændende og troværdige kilder – til at vinkle, perspektivere, beskrive – og bruge dig selv.
Til slut et eksempel fra din tidlige karriere, hvor du som frivillig reporter i 2004 slap pennen løs i Festival Globe på Roskilde Festival:
”Men hvorfor søger drengene med lemmingeagtig beslutsomhed mod det nærmeste lodrette objekt, når man skal vride anakondaen, hælde vandet fra kartoflerne, eller hvad man nu kalder det?
Kunne man ikke lige så godt bare hive svaberen frem og give los lige ud i luften, i stedet for at luske rundt og nifle som en anden hanhund?
Nej, siger cand.psych. og hundepsykolog Lone Greva.
Hun mener, der er gode grunde til at tisse op ad noget (og så følger ellers en interessant forklaring på det!).
Nå spøg til side. Her følger noget stort – en pris – en check – en hædersbevisning – til modtageren af Årets Timbuktu Pris 2010 – og prisen for kritisk u-landsjournalistik:
Thomas Aue Sobol! Tillykke!
(slut)
