SOS-Børnebyerne fylder 60 år og samler gode barndomsminder fra hele verden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Millioner af børn i verden vokser op uden en far og en mor. Alene på grund af aids er 15 mio. børn forældreløse, mens krig og katastrofer har skilt 20 mio. børn fra deres forældre. Disse børns barndomsminder handler om svigt, sult og ensomhed.

Derfor forsøger SOS-Børnebyerne i disse dage at samle en verden fuld af gode barndomsminder. Det sker for at sætte fokus på de mange børn, der har brug for hjælp, skriver organisationen i en presserundsendelse mandag.

Igennem 60 år har SOS-Børnebyerne sørget for, at titusindvis af forladte og forældreløse børn har fået en ny familie og gode barndomsminder i børnebyer over hele verden, hedder det.

– Uanset hvor i verden man bor, udgør familien en grundsten i samfundet. Det er svært for et barn at udvikle sig og gro uden den kærlighed og tryghed en familie kan tilbyde. Desværre er ikke alle så heldige, at de har en biologisk familie – men heldigvis er der andre måder at skabe sig en familie på, siger Line Grove Hermansen, kommunikationschef i SOS-Børnebyerne.

I dag bor flere end 78.000 børn i børnebyerne, mens over 1,2 millioner mennesker får hjælp gennem flere end 2.000 projekter. Børnebyerne “bliver som et barndomshjem for dem. Her får de en tryg og kærlig barndom, der kan ruste dem til et godt liv som voksen”, anføres det i pressemeldingen.

Fokus på en tryg barndom

I anledning af SOS-Børnebyernes 60 års fødselsdag i år sætter organisationen fokus på, hvor vigtigt det er at have en god barndom.

– Alle børn har ret til en tryg barndom. Men millioner af børn har ikke en familie at vokse op med. Deres barndomsminder handler om svigt, om sult og ensomhed. Sådan burde det ikke være. Alle børn burde have en god og tryg barndom, en familie, et hjem med masser af kærlighed og leg, siger Line Grove Hermansen.

Under overskriften ”Alle børn har ret til en tryg barndom – hjælp med at skabe en verden fuld af gode barndomsminder” opfordrer SOS-Børnebyerne derfor alle i hele verden til at bruge to minutter på at dele deres egne gode barndomsminder eller sende et knus til en, man holder af – enten på deres hjemmeside, på facebook eller ved at sende en sms.

Pilmarks barndomsminder

En af dem, der allerede har fortalt sit barndomsminde, er skuespilleren Søren Pilmark:

– Da jeg var barn læste min mor godnathistorie hver aften. Jeg husker tydeligt, hvordan min bror og jeg krøb sammen om hende, rummet forsvandt, og vi levede os ind i historien. Det handler helt enkelt om den dér oplevelse af at blive elsket – ubetinget! Noget som er så vigtigt for et barn. Det er en af grundene til, at jeg i dag læser højt for min datter, inden hun skal sove, fortæller Søren Pilmark, der er SOS-fadder og sammen med sin datter og kone har besøgt en SOS-børneby i Indonesien.

– I en SOS-børneby er der SOS-mødre, lokale ansatte, som tager sig af børnene. De bliver som forældre for de børn, som ikke selv har mor og far. Det gjorde et meget, meget stort indtryk. Man forstår, at det, som betyder noget, er ens børn og ens kone. Og man tænker bare, jeg må gøre noget, siger Søren Pilmark, der spillede, sang og tryllede for børnene i SOS-børnebyen.

– Det så forsvindende lidt, der skal til for at give forældreløse børn en bedre barndom. For hvad er udgangspunktet? Hvis de kan få en bare nogenlunde tryg opvækst, kærlighed og fællesskab, har vi gjort en stor forskel, anfører den 54-årige skuespiller og filminstruktør, der har 3 børn sammen med ægtefællen Susanne Pilmark.

Man kan fortælle sit barndomsminde ved at klikke ind på www.sos-borneby.dk

SOS-Børnebyerne om SOS-Børnebyerne

En by for børn: SOS-Børnebyerne er verdens største humanitære børneorganisation, hvis mål er at hjælpe nødlidende børn. Organisationen giver forældreløse og forladte børn et trygt hjem, en familie og en uddannelse i børnebyer over hele verden.

Over en million børn og deres familier får hjælp gennem SOS-Børnebyernes arbejde i 132 lande verden over.
Børnebyernes lokalsamfund udvikles gennem SOS-børnehaver, skoler, lægeklinikker eller nødhjælps-programmer. SOS-Børnebyerne er uafhængig af politiske og religiøse interesser.

Historien

Idéen bag SOS-Børnebyerne stammer fra østrigeren Herman Gmeiner, der i 1949 startede den første indsamling til en ”by for forældreløse børn.” Han mente, at alle børn fortjente en familie og en chance som alle andre.

Hans idé var, at uddannede mødre skulle sørge for at børnene fik en barndom så tæt på det normale som muligt. Grundtanken var – og er – at alle har ret til at vokse op i en familie.

De første børn flyttede ind i den allerførste SOS-børneby i 1949. Deres SOS-familie og SOS-børnebyen er deres base og fungerer som barndomshjem for de fleste, også som voksne.

Stadig flere forældreløse

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange forældreløse, der findes på verdensplan. Men FN har tidligere anslået, at omkring 133 mio. børn i 93 lande er forældreløse (dvs. har mistet én eller begge forældre). Heraf 43 mio. alene i Afrika syd for Sahara, – og et meget stort antal af dem er forældreløse på grund af aids.

Antallet af børn, som er blevet forladt af eller adskilt fra deres forældre f.eks. på grund af naturkatastrofer, krig eller fattigdom, er også stort. Alene krig og katastrofer har på et årti betydet, at 20 mio. børn er blevet adskilt fra deres forældre. Mange børn oplever, at deres forældre forlader dem, for det meste på grund af fattigdom, som også i høj grad er årsag til, at 246 mio. børn må udføre børnearbejde.