En af verdens store politikere, tidl. præsident i USA, Bill Clinton, besøger København 2. oktober, nærmere betegnet Brøndby Hallen, hvor han vil være hovedperson sammen med svenskeren Hans Blix på en aften, der står i den globale toppolitiks navn, skriver Politiken online mandag.
Som leder af FNs våbeninspektører bragte Hans Blix sig selv i verdens søgelys, da han i 2002 fik til opgave at finde masseødelæggelsesvåben i Irak.
Siden sin tid i spidsen for verdens eneste supermagt har Bill Clinton bl.a. involveret sig i kampen for at forbedre forholdene for hivsmittede i verdens fattigste lande.
I forbindelse med besøget i Danmark offentliggør Clinton sin nye bog ’Giving’.