Politiet i den vestafrikanske Sahel-stat, Burkina Faso, har anholdt 14 personer på mistanke om at udføre kvindelig omskæring (female genital mutilation – FGM) på purunge piger, skriver BBC Online onsdag.
Et anonymt tip til en lokal kampagnegruppe mod kvindelig omskæring førte til anholdelserne. De tilbageholdte anklages for at have omskåret piger på under 10 år – nogle var kun 2 år gamle. Kvindelig omskæring er formelt forbudt i Burkina, der er er af Danmarks programsamarbejdslande i Den 3. Verden, og hvor dansk bistand også har været virksom mod kvindelig omskæring.
Ifølge en læge, som behandlede pigerne efter det smertefulde indgreb, var et af ofrene i fare for at bløde ihjel. Det er femte gang, hovedkvinden bag omskæringerne, er sat fast.
Straffen for lovovertrædelsen kan variere fra omregnet 1.500 dollars (ca. 9.000 kr.) til 3 måneders fængsel.
Trods omfattende kampagner mod kvindelig omskæring – som dansk bistand har støttet – anslår Amnesty International, at 70 procent af alle kvinder i Burkina Faso undergår det drastiske indgreb, der helt eller delvis fjerner ydre dele af de kvindelige kønsorganer udfra kulturelt betingede skikke, anfører BBC.
Burkina Faso er et muslimsk land.