Bister evaluering af UNFPA og IPPF

Redaktionen

Af Jesper Søe
Redaktør af u-landsnyt.dk

En ny bister evaluering af effektiviteten i den multilaterale bistand er på gaden. Og ja, der står sandt at sige ikke mange rosende ord om de 2 hovedaktører, som skulle omsætte de smukke hensigter fra Befolkningskonferencen i Kairo for 10 år siden i praktisk gerning.

Tværtimod hedder det gang på gang, at resultaterne har været skuffende. Især FNs Befolkningsfond, UNFPA, må stå for skud på grundlag af studier i 6 lande – Bangladesh, Burkina Faso, Egypten, Nicaragua, Tanzania og Vietnam.

Fondens landekontorer har generelt været uegnede til at løfte opgaven med at udbrede budskabet om reproduktiv sundhed.

Som det hedder et sted: “… der mangler moniterings- og evalueringskapacitet, den tekniske kvalitet og nytten af den rådgivningsassistance, der modtages, varierer, der er kun meget få unge ansat, der mangler kvalifikationer og erfaring indenfor ligestillings-analyser og der er generel mangel på opsamling og udveksling af erfaringer”.

Meget bedre står det ikke til med den anden hovedaktør, Den Internationale Sammenslutning af Foreninger for Familieplanlægning, IPPF. Sammenslutningens kontorer i de 6 u-lande (og sikkert mange andre) magter i stort set alle sammenhænge ikke at føre intentionerne i Befolkningskonferencens handlingsplan ud i livet.

Bedre bliver det ikke af, at UNFPAs og IPPFs landekontorerer for det meste er føjelige, grænsende til det medløbende, overfor lokale politiske, religiøse og kulturelle kræfter, der modsætter sig de mest grundlæggende seksuelle rettigheder for begge køn og retten til i det hele taget at bestemme over egen krop..

UNFPA opererer desuden i så tæt samvirke med den stedlige regering, at et meningsfuldt samarbejde med lokale ikke-statslige organisationer er en by i Rusland.

Der er naturligvis undtagelser. Det er gået betydeligt bedre i Nicaragua end i de andre lande, men det kan ikke forrykke billedet af 2 internationale aktører, som slet ikke er klædt på til at oplyse og servicere unge mennesker – og alle andre – kloden over om det indviklede begreb, som reproduktiv sundhed er – og som det viser sig mange ansatte i UNFPA og IPPF ikke selv har forstået.

Evalueringen er gennemført i 2003 i samarbejde mellem Tyskland, Storbritannien, Holland, Norge og Danmark og udført af et konsortium bestående af Options Consultancy Services (UK), Euro Health Group (Danmark) og Heidelberg Universitet i Tyskland.

Læs selv resumeet af evalueringen – hvor parterne naturligvis i de afsluttende kapitler lover bod og bedring (sådan er det i alle evalueringer).

Det understreges, at dette ikke er nogen egentlig journalistisk gennemgang, dertil er de redaktionelle ressourcer på u-landsnyt.dk endnu for beskedne, blot en smagsprøve på lidt af indholdet.

Resumeet af evalueringen om UNFPA og IPPF har nr.- 2003/8 marts 2004 og findes på netadressen www.evaluering.dk

Evalueringsrapporten fås gratis hos IT- og Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 Kbn Ø. tlf. 33 37 92 28. Internet: www.netboghandel.dk