Hvis man køber et spisebord af afrikansk mahogni eller en mobiltelefon med indhold af kobolt fra DR Congo, risikerer man at give penge til bevæbnede oprørsgrupper og dermed holde Afrikas endeløse konflikter i gang.
Regeringen må nu holde sit løfte, og Danmark må bruge de sidste måneder som medlem af Sikkerhedsrådet på at få FN til at arbejde for at forebygge de krige, der finansieres af Afrikas naturrigdomme.
Det mener 20 miljø- og u-landsorganisationer i 92-gruppen, som opfordrer udenrigsminister Per Stig Møller (K) til at gøre en kraftanstrengelse, inden Danmark fra årets udgang må vige sædet i Sikkerhedsrådet, skriver flere nyhedskilder søndag.
De ønsker også, at der bliver skabt en permanent instans i FN, som virker for at forebygge konflikter finansieret af naturressourcer som olie, tømmer, ædelsten og mineraler.
– Vi så i Liberia, hvordan handelen med bloddiamanter og “konflikttømmer” var med til at finansiere en væbnet konflikt i regionen. Det samme sker for tiden i DR Congo og Elfenbenskysten, siger Tove Maria Ryding, forkvinde for miljøgruppen Nepenthes og uddyber:
– Der er brug for øget samhandel med Afrika. Men hvis vi ikke sætter ind overfor handlen med konfliktressourcer, havner pengene i lommerne på lokale krigsherrer og voldelige oprørsgrupper, som bruger indtægterne på at købe våben.
John Nordbo, koordinator for 92-gruppen:
– Det er, som om regeringen tror, at problemet går i sig selv. Men det er simpelt hen for naivt. Siden den kolde krig sluttede, har naturressourcer spillet en vigtig rolle i finansieringen af konflikter. Danmark bør bruge de få måneder, vi endnu har i Sikkerhedsrådet, til at få FN til at tage bedre hånd om problemet.
Regeringens løfter fremgår af ”Afrika – udvikling og sikkerhed. Regeringens prioriteter for Danmarks samarbejde med Afrika 2005-2009”, side 14.
Organisationen Global Witness følger Sikkerhedsrådets arbejde med de nævnte emner, se www.globalwitness.org
Yderligere oplysninger hos Tove Maria Ryding: mobil 28 78 08 83. John Nordbo: mobil 21 72 79 57.
Se også www.92grp.dk og www.nepenthes.dk