Kupforsøg nedkæmpet i DR Congo

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Regeringen i Den Demokratiske Republik Congo sagde søndag aften, at den havde anholdt mindst 15 mænd efter et kupforsøg i hovedstaden Kinshasa, rapporterer BBC Online.

De tilfangetagne, hvoraf flere var sårede, blev vist frem for journalister på en pressekonference samtidig med, at grænsepolitiet var i højeste alarmberedskab efter angreb på militærbaser og en TV-station. En større samling våben blev også vist frem.

2 regeringssoldater blev dræbt og adskillige såret under kampe, som brød ud i dele af Kinshasa tidligt søndag. Ifølge den britiske ambassadør i landet blev der affyret raketstyrede granater mod præsidentboligen, og ilden blev besvaret fra regeringsside.

Regeringen sagde, at bevæbnede grupper gik til koordineret angreb på 2 militærforlægninger, en flådebase, Ndolo militærlufthavnen og en privat TV-station.

Der er ingen officiel forklaring på, hvem angriberne kan være. Men kilder sagde, at der var tale om tidligere medlemmer af afdøde præsident Mubutus personlige garde. Mobutu blev afsat i 1997 og ca. 3.000 tidligere gardister har slået sig ned i Congo Brazzaville, (tidl. Fransk Congo) på den anden side af Congo-floden.

Efter skudvekslingerne trak angriberne sig tilbage til et område tæt ved et færgelandingssted uden for Kinshasa.

BBCs korrespondent sagde søndag aften, at Kinshasa atter var rolig og at regeringssoldater var gået i stilling ved alle strategiske positioner.

DR Congo – der hed Zaire under Mobutu og Belgisk Congo i kolonitiden – har netop gennemgået en 5 år lang borgerkrig, som menes at have kostet over 3 millioner dødsofre. Præsident Joseph Kabila leder en fælles-regering af hans styre og oprørsgrupperne, hvis dannelse var et resultat af de fredsdaftaler, som førte til afslutning på kampene i december 2002, anfører BBC.

Det kæmpemæssige DR Congo i Afrikas hjerte grænser til ikke færre end 9 lande. Det strategisk vigtige land har fået lovning på omfattende genopbygningsbistand fra det internationale samfund.