IBIS: G20 glemmer verdens fattige lande i kampen mod skattely – de tappes for svimlende beløb

Forfatter billede

Når lederne af verdens 20 førende nationer – både industri- og udviklingslande – mødes i G20-gruppen torsdag i Pittsburgh i USA, vil de stolt meddele, at de har taget væsentlige skridt mod at stoppe hemmelighedskræmmeriet i skattely.

Men reelt har de intet gjort for at stoppe den illegale og svimlende store kapitalflugt fra udviklingslandene til skattely rundt om på kloden, skriver u-landsorganisationen IBIS i en presseudtalelse onsdag.

Og betegnelsen svimlende er ikke en overdrivelse. Forkvinde for IBIS, Mette Müller, anfører, at der hvert år forsvinder 1.000 milliarder dollars (svarer til en billion) illegalt ud af u-landene til hemmelige konti og selskaber i skattely. – Den fest skal stoppes, siger hun.

65 procent af kapitalflugten fra verdens fattige nationer foregår gennem multinationale selskaber, der begår skattesvig og illegalt flytter deres overskud ud af u-landene til søsterselskaber i skattely. Det svarer til 6 gange den internationale bistand på p.t. 116 milliarder dollars årligt.

– G20 landene har glemt u-landene i de tiltag, de har taget mod skattely. Mens OECD-landene (Vesteuropa, Japan m.fl.) har lavet bilaterale aftaler om udveksling af skatteoplysninger med en række skattely, er der endnu ikke ét u-land, der har indgået aftaler med skattely, siger Mette Müller.

En analyse fra IBIS viser, at de tiltag, G20 har taget mod skattely, ikke tilgodeser udviklingslandenes behov.

OECDs sorte liste over skattely står tom, fordi et skattely blot skal indgå 12 bilaterale aftaler om udveksling af skatteoplysninger for at komme på den hvide liste. Skattelyene har indgået disse aftaler med Danmark og andre rige lande. Det efterlader u-landene med Sorteper.

For at få udleveret oplysninger om en bankkonto tilhørende et lands statsborger kræves desuden en anmodning med specificerede detaljer for hver sag om skattesvig. Udviklingslandenes skattevæsner har ikke ressourcer til at skaffe disse oplysninger.

– Skattelyenes æra er langt fra overstået. G20 skal gennemføre multilaterale aftaler om automatisk udveksling af skatteoplysninger med skattely, så u-landenes interesser også bliver tilgodeset, anfører Mette Müller.

– Det er absurd, at de rige lande giver over 100 milliarder dollars årligt i udviklingsbistand med den ene hånd, for så med den anden at fastholde skattelyenes mulighed for at lænse u-landene for deres skattegrundlag. Det må Danmark medvirke til at sætte en stopper for, gør IBIS-forkvinden gældende.

Kapitalflugten på 1.000 milliarder betyder, at u-landene årligt mister ca. 160 milliarder dollars i tabt skat. Det svarer til halvanden gang den internationale bistand. Hvis selskaberne betalte skat i u-landene, hvor de producerer deres værdier, kunne pengene finansiere skoler, hospitaler, veje og udvikling.

Man kan se analysen fra IBIS af hvordan Skattely Skader Udviklingslandene på http://www.ibis.dk/dokumenter/ibisdoc110_ibis_analyse__skattely_21.09.09.pdf

Yderligere oplysninger hos Mette Müller på tlf. 27 14 09 29

OM G20 gruppen

G20 blev skabt i 1999 som en reaktion på både den tids økonomiske krise og voksende erkendelse af, at nye lande med stor økonomisk fremgang ikke blev inddraget nok i globale økonomiske drøftelser og ledelsesbeslutninger. I G20 sidder finansministre og nationalbankdirektører fra 19 lande og EU.

Det er:
Vestlige halvkugle: USA, Canada, Mexico, Brasilien og Argentina

Europa:
EU (repr. zonen med euro valuta), Tyskland Frankrig, Storbritannien, Italien og Rusland

Mellemøsten og Afrika: Tyrkiet, Saudi-Arabien og Sydafrika

Asien og Stillehavsområdet:
Kina, Indien Japan, Indonesien, Sydkorea og Australien