Menneskeretsforkæmper og præsidentkandidat i Honduras frygter accept af store landes brug af tortur og opfordrer til folkelige protester
– Vi var USAs prøveklud for Irak .Vi er nødt til at være ærlige over for USA og fortælle dem sandheden: at dette her er forkert, siger Juan Almendares, læge, menneskeretsforkæmper og nu også præsidentkandidat i Honduras i Mellemamerika i et interview til Niels-Peter Granzow Busch, som dagbladet Politiken bragte tirsdag.
Juan Almendares besøgte Danmark forleden som taler på en international tre-dages konference om forebyggelse af tortur, som Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) holdt i København. Konferencen er tidligere blevet omtalt af www.u-landsnyt.dk.
Han er en bekymret mand – bekymret for den stadig stigende brug af hemmelig statstortur rundt om i verden. Og statstortur kender Juan Almendares kun alt for godt. I hans eget land har bortførelser, likvideringer og tortur, begået af politi, soldater og dødspatruljer, været almindeligt i årtier, og det foregår stadig den dag i dag.
Værst gik det for sig i 1980erne, hvor USA i sin krig mod Nicaraguas socialistiske sandiniststyre brugte Honduras som træningssted for højreorienterede contra-styrker, der opererede mod Sandinist-styret i Managua.
Imens jagtede militærstyrte i Honduras med USAs accept og ifølge Almendares også med CIAs støtte oppositionen i landet. Tusinder blev tortureret eller dræbt.
– Præcis de samme torturmetoder, som blev brugt i Honduras i 1980erne, benyttes i dag i Irak, siger Juan Almendares og fortsætter: – Vi føler derfor, at Honduras har været en form for eksperimentalland for, hvad der i dag sker i Irak og på Guantánamobasen.
Juan Almendares er overbevist om, at mishandlingerne af terrormistænkte fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak og på Guantánamobasen på Cuba er en del af en velovervejet politik fra USAs side.
– Det er ligesom i mit land: Hvis vi har politifolk og soldater, der udfører tortur, så er det, fordi de er blevet trænet til det, og så er det staten, som er ansvarlig. Det, der er sket på Guantánamobasen og i Irak, er en del af USAs krig og politik. Derfor skal vi kaste skylden på dem, der er ansvarlige for denne politik. Og det er i dette tilfælde den amerikanske regering, siger Almendares.
Han påpeger, at USA er det eneste betydende land af de 4 lande, som stemte imod tillægsprotokollen til FNs Torturkonvention, da FNs generalforsamling vedtog den i december 2002.
Tillægsprotokollen er indtil videre ratificeret (statsretligt undertegnet) af 9 af de nødvendige 20 lande, der skal til for, at den kan træde i kraft. Den lægger op til, at alle steder, hvor fanger opholder sig – f. eks. politistationer, hospitaler og fængsler – uden varsel skal kunne inspiceres af både en international og nationale komiteer.
Det, der bekymrer Juan Almendares mest, er dog, at krigen mod terror nærmest er blevet “en kampagne til støtte for tortur”.
– Problemet er, at vi ikke ser en stærk bevægelse imod tortur. Især, når det er de store magter, der står bag torturen, er der næsten ingen protester, siger han.
Mindre lande ser med stor interesse på, at USA ustraffet kan begå tortur, tilføjer han. – F.eks. i Honduras lærer man af det amerikanske eksempel. Vi skulle efter sigende være barbarerne, men hvem er egentlig barbarerne?, spørger Juan Almendares og lægger til:
– Vi er nødt til at gøre folk opmærksomme på krigen og brugen af tortur og få dem til at protestere, for den tortur, der udføres af de store lande, ser for mig ud til at være blevet retfærdiggjort i folks hoveder. Men vi skal fordømme enhver form for tortur.
Til november er der præsidentvalg i Honduras, og Juan Almendares er en af kandidaterne. På grund af sin uforsonlige holdning over for tortur og korruption er han allerede flere gange blevet truet på livet og har også tidligere været forsøgt myrdet, men det stopper ham ikke, selv om det måske kan koste ham livet.
– Jeg vil aldrig gå på kompromis. Jeg har både i år og sidste år fået dødstrusler, men nogle gange er man nødt til at stå fast, siger Juan Almendares til slut i interviewet med Politiken.
Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af RCT i forståelse med Politiken.