Bestyrelsen i Magistrenes og psykologernes Pensionskasse har besluttet at afhænde sine aktier i olieselskaber, der samarbejder med Burmas militærstyre, dvs franske Total og amerikanske Chevron, skriver DR-online fredag
Beslutningen kommer efter militærjuntaens håndtering af katastrofen i kølvandet på den cyklon, der har krævet op mod 120.000 burmeseres liv. – Nu er bægeret flydt over. Når de ikke kan håndtere en katastrofe af det her omfang, så må vi handle, siger pensionskassens forkvinde, Jytte Freisleben, til DR Nyheder.
Også pensionsgiganten ATP sælger nu øjeblikkeligt sine aktieposter i 2 olieselskaber, som opererer i Burma efter, at organisationen Danwatch har opdaget, at ATP fortsat har aktier i virksomheder, der er aktive i landet og dermed indirekte støtter militærjuntaen.
– Der er sket en dybt beklagelig, menneskelig fejl. Der er tale om 2 aktieposter til en markedsværdi på i alt ca. 11 mio. kr., som skulle have været solgt sidste år. Nu har vi øjeblikkeligt sat aktieposterne på salgslisten, siger ATPs fondsdirektør, Bjarne Graven.
ATP solgte sidste år aktier for i alt 1,2 milliarder kr. i 16 virksomheder, der enten direkte eller indirekte havde en forbindelse til Burma.
Mens den danske regering utvetydigt har opfordret danske virksomheder og pensionskasser til at holde sig væk fra investeringer i Burma, kræver et regulært forbud, at EU skal gå ind og vedtage et sådant forbud. Men et forbud kræver opbakning fra samtlige 27-EU-lande, og det har der ikke været indtil videre.