Som optakt til at Burmas Nationalforsamling træder sammen, udsender Amnesty International en ny rapport om menneskeretssituationen i landet. Her fremgår det, at der forsat er alvorlige problemer med bl.a. mellem 1.300 og 1.400 politiske fanger, fremgår det af en pressemeddelelse fra Amnesty International Danmark onsdag.
– Vilkårlige arrestationer, tortur og mishandling i isolation, uretfærdige retssager og love, som begrænser ytrings- og forsamlingsfriheden, er de væsentligste hindringer for forbedring af menneskerettighederne i Myanmar (Burma), siger Amnesty International, som sidste år for første gang nogensinde fik tilladelse til at besøge landet.
Militærregeringen har sammenkaldt Nationalforsamlingen som et led i en syvtrins ”køreplan” for overgang til demokrati. Forud for samlingen frygter Amnesty International en gentagelse fra sidste gang, da Nationalforsamlingen arbejdede, nemlig fra 1993 til 1996. Her blev flere delegerede idømt lange fængselsdomme, fordi de havde givet udtryk for kritik af processen.
Amnesty International opfordrer derfor til løsladelse af alle samvittighedsfanger, samt til at Myanmars militærregering sikrer, at menneskerettighederne bliver beskyttet.
Mange af de, som er berettiget til at deltage i processen med at lave udkast til en ny forfatning, sidder i fængsel eller holdes i husarrest. Blandt dem er flere, som er valgt til parlamentet fra politiske partier, unge politiske ledere samt andre kendte medlemmer af civilsamfundet.
– En sådan udvikling fremmer ikke et miljø, hvor deltagerne i Nationalforsamlingen føler sig i stand til at deltage frit og åbent. De retmæssige deltagere, som stadig er fængslet, skal løslades, og politiske arrestationer må stoppe øjeblikkeligt, siger Amnesty International.
Amnesty Internationals nye rapport kan berette om vilkårlige arrestationer foretaget af militært efterretningspersonel, lange afhøringer med tortur og mishandling, varetægtsfængsling i isolation uden adgang til forsvarsadvokater, pårørende og nødvendig lægebehandling samt de anklagedes manglende mulighed for at gøre indsigelse imod deres tilbageholdelse. De politiske retssager er ofte summariske og lever ikke op til internationale standarder.
– Myanmars styre må vise, at det forpligter sig til at afholde Nationalforsamlingen i en gennemskuelig og åben atmosfære. Samvittighedsfangerne skal løslades øjeblikkeligt og betingelsesløst. En selektiv løsladelse af nogle få udvalgte vil ikke kunne bortvejre en atmosfære af frygt og undertrykkelse, som vil kunne underminere reformprocessen, siger Amnesty International og fortsætter:
– Reformer af det strafferetlige system herunder reform af den lovgivning, som længe er blevet brugt til at kvæle afvigende politiske meninger, bør ligeledes have høj prioritet i overgangsprocessen.
Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International Danmark, tlf. 33 45 65 65