Flertallet af de europæiske regeringer vil gennemtrumfe, at Burmas militærdiktatur kan komme til topmøde med EU, skriver Politiken fredag.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) bliver derfor tvunget til at opbløde Danmarks hårde kurs mod militærregimet i Burma, når han møder sine europæiske kolleger i den hollandske by Maastricht.
Efter stort pres fra en række asiatiske regeringer ventes unionens udenrigsministre at indgå et kompromis, der tillader Burmas militærjunta at marchere ind på de bonede gulve.
Trods protester fra især Danmark og Storbritannien ser det nu ud til, at regimet i Burma – der kalder sig Myanmar – får lov at deltage i næste måneds topmøde mellem Europa og Asien, det såkaldte ASEM-samarbejde. I så fald er det første gang nogensinde.
– Sammen med Storbritannien står vi ret alene i denne sag. Vi har allerede været skyld i, at 2 ministermøder måtte aflyses. Hvis vi smadrer det europæisk-asiatiske samarbejde, får vi ikke kindkys af vores kolleger, siger udenrigsminister Per Stig Møller til bladet.
Til gengæld for at acceptere, at Burma bliver en del af det fine selskab, kræver Per Stig Møller en stramning af sanktionerne over for militærstyret.