Hvis man vil gøre noget ekstra for at undgå malaria i troperne, bør man holde sig fra øl.
Et forsøg udført af forskere i Burkina Faso i Vestafrika viser nemlig, at malariamyg tiltrækkes af mennesker, der lugter af øl. Resultatet er netop offentliggjort i tidsskriftet Plos One, skriver Videnskab.dk
I forsøget fik 25 mænd hver en liter lokal øl med ca. 3 procent alkohol. 18 andre måtte nøjes med vand. Derudover deltog 4.300 malariamyg.
Ved hjælp af en sindrig forsøgsopstilling, hvor myggene fik mulighed for at flyve mod det ene eller det andet telt, kunne forskerne se, at 65 procent af myggene fløj mod de telte, hvor øldrikkerne lå.