Ungdomsudveksling mellem Danmark og Nigeria

Redaktionen

Sudanmissionen, Afrika InTouch og Horne Ungdomsskole har indgået ny aftale om udveksling, skriver missionselskabet i en pressemelding fredag.

I februar var 18 elever og 2 lærere fra Horne Ungdomsskoles kulturlinje “HorneXplorer” på 2 ugers besøg i Nigeria. Eleverne fra Horne boede en uge sammen med eleverne på kostskolen Lutheran Junior Seminary i Mbamba og gik i skole sammen med dem.

Opholdet i Nigeria har gjort så stort indtryk på både danske og nigerianske elever og lærere, at der nu er aftalt et mere formaliseret samarbejde mellem Sudanmissionen, Afrika InTouch (organisationen som varetager Sudanmissionens børne- og ungdomsarbejde) og Horne Ungdomsskole, der ligger på Sydvestfyn.

– Vi glæder os over aftalen med Horne Ungdomsskole. Den underbygger et af Sudanmissionens 4 indsatsområder, som foruden udveksling er diakoni, evangelisation og uddannelse, siger generalsekretær Jens Møller Pedersen og lægger til:

– Udveksling mellem Danmark og Afrika betyder, at grupper og enkeltpersoner lærer af hinanden, inspirerer hinanden og deler erfaringer og ressourcer. Udveksling styrker kirke og samfund både i Afrika og Danmark.

Aftalen indeholder en ny elevrejse til Nigeria i efteråret, og at elever og lærere fra Lutheran Junior Seminary inviteres på genbesøg på Horne Ungdomsskole næste forår.

Sudanmissionen støtter de nigerianske elever og læreres besøg i Danmark med 50.000 kr. årligt. Til gengæld går overskuddet fra Horne Ungdomsskoles indsamlingsdag ”Giv En Hånd” ubeskåret til Sudanmissionen. Indsamlingsdagen den 18. maj i år gav et overskud på 36.000 kr.

Yderligere oplysninger hos Jens Møller Pedersen, generalsekretær i Sudanmissionen, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, Tlf. 7456 2233 / 2346 8692, e-mail:[email protected]

Sudanmissionen om Sudanmissionen

Sudanmissionen er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark. Sudanmissionen støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i Den 3. Verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser, plantageopbygning og radio/tv-udsendelser. Budget: 14,5 millioner kr., 27 ansatte, 200 sudankredse og 77 genbrugsbutikker med over 2.000 frivillige medarbejdere.

Se mere på: www.sudanmissionen.dk – www.hornexplorer.dk – www.afrikaintouch.dk