Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, UNICEF Danmark og Red Barnet åbner i fællesskab en fotoudstilling om Darfur på Kongens Nytorv i København. Det sker for at sætte fokus på den humanitære katastrofe i Sudan og behovet for en fredsbevarende FN-styrke, skriver Amnesty Danmark i en presserundsendelse onsdag.
Torsdag kl. 14 åbner de 4 organisationer fotoudstillingen omkring skøjtebanen på Kongens Nytorv. Billederne er taget af Jan Grarup og Erik Refner, 2 af Danmarks mest anerkendte pressefotografer. Begge vil være til stede ved åbningen af udstillingen, som løber frem til den 4. marts.
Folketinget holder høring om Darfur onsdag den 28. februar, og udstillingen på den smukke historiske plads i København bidrager til at skabe opmærksomhed omkring behovet for handling. Det internationale samfund må sørge for at beskytte de civile i Darfur.
Antallet af dræbte under konflikten i Darfur-regionen i Sudan stiger støt. Lige nu skønnes det, at 85.000 er slået ihjel og yderligere 200.000 døde af sult, underernæring, sygdom og andre konfliktrelaterede årsager. Tallet på de internt fordrevne har rundet 2 millioner, og endnu 200.000 er flygtet til nabolandet Tchad.
Siden juni 2004 har Den Afrikanske Union haft soldater udstationeret i området, men de har ikke været i stand til at forhindre de væbnede militsers fortsatte angreb, drab, voldtægter, plyndringer, nedbrændinger af landsbyer og andre grove menneskeretskrænkelser.
På trods af flere forsøg på at få en fredsaftale i stand er det endnu ikke lykkedes det internationale samfund at standse overgrebene og forhindre den humanitære krise.
Det seneste forsøg var i maj 2006, men denne fredsaftale er stadig ikke underskrevet af alle krigens parter. I stedet er kampene intensiveret, og overgrebene mod civile har nået et omfang, som ikke er set siden 2004.
Yderligere oplysninger hos Amnesty International: Kommunikationschef Dan Hindsgaul, tlf. 33 45 65 72, mobil 24 84 65 67. Red Barnet: Programkoordinator Kristian Høyen, tlf. 35 24 85 21. UNICEF Danmark: Informationschef Karin Aaen, tlf. 35 27 38 28, mobil 25 39 60 99. Folkekirkens Nødhjælp: Katastrofemedarbejder Malene Haakansson, mobil 29 69 91 25